DR satte torsdag fokus på fiskeriets muligheder for at omstille sig og CO2-afgiften. I mediets dækning taler forskellige eksperter om alternativer til de gængse redskaber og metoder, som fiskerne bruger i dag.
Desværre er løsningerne meget økonomisk usikre, lyder det fra fiskeriministeren og Danmarks Fiskeriforening.
– Men der er teknologiske muligheder i teorien, man kan bringe i anvendelse. Men de er bare så dyre, så det kan ikke økonomisk betale sig for den enkelte fisker at skulle ud og investere i de her ting, siger Jacob Jensen (V), der understreger, at den grønne omstilling ikke er sat på pause, fordi CO2-afgiften på fiskeriet udskydes i fem år. Derimod gives fiskerne et økonomisk råderum til at finde omstillingsmuligheder.
– Vi er jo ret beset ikke interesserede i, at fiskeriet skal betale en CO2-afgift. Heller ikke på lang sigt. Vi er interesserede i, at der er en mulighed for økonomisk effektivt at omstille sig, siger ministeren til DR.
Formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen er enig i ministerens argument om, at de potentielle løsninger er for dyre for dansk fiskeri.
– De danske fiskere vil gerne bidrage til den grønne omstilling, og vores mål er at være klimaneutrale i 2045. Men for at lykkes kræver det, at fiskerne har en reel mulighed for at omstille sig – og det får de ikke, hvis de først bliver drænet for kapital af en CO2-afgift.
Han minder også om, at fiskeriet er en forretning. Hvis ikke fiskerne kan skabe et overskud, lukker bankerne for kreditten. Så længe det er billigere og mere økonomisk sikkert at tanke diesel i udlandet uden afgift, vil det være det oplagte valg – og det vil ikke være til gavn for klimaet.
Danmarks Fiskeriforening har foreslået at indføre målrettet støtte til investeringer, der kan reducere brændstofforbruget og sikre en bæredygtig fremtid for dansk fiskeri.