– Jeg ved ikke, om det er blevet en nationalsport at skyde på fiskeriet, men det føles nogle gange sådan.
Sådan indledte Thomas Sloth, formand for Sydvestjysk Fiskeriforening, sin beretning på foreningens generalforsamling fredag den 21. marts.
– Det er efterhånden blevet helt acceptabelt at lange ud efter erhvervet – og hvis man ikke kan få videnskaben til at bakke ens synspunkter op, så bestiller man bare sin egen rapport, sagde han.
– Jeg tror, vi alle kender følelsen af at sidde og læse en artikel eller se et indslag i fjernsynet og tænke: ”Hvem har dog fundet på det sludder?” – men de må forstå, at vi vil fortsætte med at fiske, passe på havet og levere sunde, velsmagende fisk til forbrugerne, sagde Thomas Sloth.
Han opfordrede derfor også sine medlemmer til at bidrage til at fortælle de mange gode historier om fiskeriet.
– Det er let at blive suget ind i de negative fortællinger, men vi har også masser af positive ting at dele. Har du en sjov historie, en flot fangst eller bare en god oplevelse fra havet? Del den! Vi skal huske at fortælle folk, hvorfor fiskeriet er værd at kæmpe for, sagde han.
Han understregede også, at han tror på, at fiskeriet har en fremtid.
– Fiskere har altid været gode til at tilpasse sig – de er innovative, de finder løsninger, og de kæmper videre. Ja, der er modstandere, der gerne ser erhvervet væk, men sandheden er, at ingen har større interesse i et sundt havmiljø end dem, der lever af det, sagde Thomas Sloth.
– Så vi fortsætter – vi kæmper, vi tilpasser os, og vi finder løsninger. Fiskerne leverer sunde, velsmagende fisk med et lavt klimaaftryk til både danske og europæiske forbrugere. Og vi giver ikke op, sagde han.