Med Regeringens forslag om neutralisering af CO2-afgiften indtil 2030, ser det ud til at der kommer en snarlig løsning på vedr. CO2-afgift, men fiskerne skal stadig lægge ud for afgiften, når de tanker. Derefter skal de registrere det på deres momsregnskab, og senere føres pengene så tilbage til fiskeren.
Og selv om der ikke er nogen direkte sammenhæng, så besluttede Skattestyrelsen i februar at ændre i måden at fortolke en regel på, hvilket har presset fiskernes økonomi yderligere.
For nu skal der opkræves energiafgifter, hvis man benytter selvbetjeningsanlæg til at tanke sit fartøj. Forklaring på ændringen er angiveligt, at Skattestyrelsen er blevet opmærksom på, at man efter deres fortolkning ikke kan levere afgiftsfrit fra selvbetjeningsanlæg. Det vil sige, at der ifølge Skattestyrelsen skal opkræves energiafgifter fra selvbetjeningsanlæg, men der er hjemmel til at tilbageføre afgiften.
– Det er en manøvre, der er endog meget svær at forstå. Med ændringen påføres erhvervet forøget administrativt besvær samt forøgende administrative- og likviditetsomkostninger, uden at der er en stærk argumentation for ændringen. Tværtimod er ændringen sket på baggrund af interne overvejelser i Skattestyrelsen, fortæller direktør i Danmarks Fiskeriforening Ole Lundberg Larsen.
Han forklarer, at den nye tolkning giver en stor likviditets belastning på dansk fiskeri, og at man hos Danmarks Fiskeriforening ikke er i tvivl om, at det her vil få flere fiskere til at tanke i udlandet. Vi er fortsat lodret uenige i Skattestyrelsens nye udlægning af regler for tankning fra selvbetjeningsanlæg, siger Ole Lundberg Larsen.
Hos Danmarks Fiskeriforening arbejder man fortsat på at få ændret Skattestyrelsens fortolkning af den pågældende regel.
Sådan gør du
Skattestyrelsen har udsendt en vejledning om bunkering af fiskefartøjer, der betyder, at når fiskerfartøjer bunkrer Selvbetjent fra et udleveringsanlæg, skal alle olieafgifter og moms faktureres og betales.
Muligheder er, herefter:
1) At du betaler de ekstra olieafgifter på kr. 2,499kr./liter med tillæg af moms.
Herefter kan energiafgiften, tillige med Co2-afgiften søges retur/trækkes fra på din næste momsopgørelse/-betaling.
• Derimod kan NoX- og svovlafgift på i alt 0,03424 kr./ liter ikke søges retur.
2) At du kontakter det pågældende olieselskab, du skal bunkre hos og lade dem fylde tanken
• Herved vil der kun skulle opkræves CO2-afgift, og eventuel moms, – mod – betaling af et leveringstillæg.