Pengene er doneret af organisationen Seabreak, og formålet er at kortlægge stenbiderens biologi og undersøge, hvordan miljøforandringer påvirker dens levevilkår.
– Med den nye bevilling kan vi begynde at udfylde de huller i vores viden om stenbiderens biologi og levevilkår, og hvordan den klarer sig i et hav med stigende temperaturer og hyppigere iltsvind, og det er afgørende for at forstå, hvordan man bedst kan beskytte og bevare stenbideren, siger seniorforsker Jane Behrens, der leder projektet, i en artikel på DTU Aquas hjemmeside.
Hos Danmarks Fiskeriforening hilser næstformand Allan Buch projektet velkommen.
– Jeg synes, det er rigtig godt, hvis projektet kan bidrage til, at vi får mere viden om stenbideren. Det er jeg meget positiv overfor, siger Allan Buch.
Han understreger i samme forbindelse, at det er vigtigt, at der også findes penge til, at det forsøgsfiskeri efter stenbidere, der har fundet sted fra Fjellerup Strand siden nedlukningen af stenbiderfiskeriet, kan fortsætte.
– Det er meget vigtigt, at der findes penge til at fortsætte forsøgsfiskeriet, og at det kommer i gang fra årets start. Vi har en tidsserie med data helt tilbage fra 1995, som skal videreføres. Det handler også om at se, om der er genfangster af de fisk, vi har mærket i år, og om der sker ændringer i tidspunktet for, hvornår stenbiderne trækker ind og ud, siger Allan Buch.
Henrik Lund, biolog i Danmarks Fiskeriforening, håber, at såvel forsøgsfiskeriet og det nye projekt hos DTU Aqua vil bidrage til, at man får en mere retvisende rådgivning, end den man har i dag.
– Som det er nu, har man fastsat en 0-kvote alene på baggrund af landingstal og bifangster under IBTS-togtet, selv om faldet i landinger kan forklares fuldt ud af faldet i antallet af fartøjer, der deltager i fiskeriet. Fiskerne ser mange stenbidere i sæsonen i fiskeriet efter andre arter. De kan på ingen måder genkende, at bestanden skulle være kollapset. Erhvervet er afhængigt af, at der gives en kvote på stenbider i 2026, så fiskerne kan dokumentere, hvordan de virkelige forhold for bestanden ser ud, siger Henrik Lund.