Ammeraal Beltech er de første i verden til at levere bånd af genbrugsplast.
Konceptet hedder Circle Links, og det kan være med til at give en stor reduktion i CO2-aftrykket hos både fabrikker og fiskere.
– Per kvadratmeter bånd, som vi leverer, kan man spare – afhængigt af materialet – mellem 15 og 35 kilo på sit CO2-aftryk. På de store trawlere og fabrikker er der rigtig meget CO2, man kan spare, siger Carsten Nielsen, der er salgschef hos Ammeraal Beltech.
I dag leverer virksomheden fra Vejle primært de plastmodulære bånd til fabrikker, men de deltager til DanFish i år med håbet om at komme mere i kontakt med fiskere.
Reaktionerne på DanFish har været positive, fortæller salgschefen.
– Folk er generelt positive omkring produktet, og de synes, at det er spændende, men når det så er sagt, så skal vi også lige overbevise dem om, at de bør tage skridtet, siger Carsten Nielsen.
Returordning sikrer bæredygtighed
Hos Ammeraal Beltech handler bæredygtighed dog ikke kun om genbrug, men også om driftssikkerhed og hygiejne.
– Vi laver færdigstøbte komponenter – så vi limer ikke noget på, og der er ikke lommer, hvor der kan sætte sig bakterier. Så det handler om at minimere nedetid, det skal være nemt at servicere, og der skal være høj hygiejne – det er det, vi er her for, siger Carsten Nielsen.
Men det stopper ikke der. Virksomheden har nemlig også sat en returordning i gang, så slidte bånd ikke ender som affald i en plastcontainer.
– De bånd, der kører derude i dag, og som er slidte, tager vi retur. Vi nedbryder dem, får dem renset og sorteret, og så støber vi det hele igen. Det er dér, vi ser et mindre CO2-aftryk, siger salgschefen.
Dokumenterer CO2-besparelsen
Virksomheden lancerede Circle Links på FoodTech-messen i Herning sidste år.
En del af konceptet er også, at Ammeraal Beltech kan dokumentere besparelsen på CO2 sort på hvidt.
– Vi kan levere certifikater med dokumenterede CO2-beregninger. Her er alle omkostninger og mellemregninger – også returordningen – medregnet, så hele CO2-besparelsen er medregnet, siger Carsten Nielsen.
Han er ikke i tvivl om, at de i Vejle har fat i den lange ende, når det kommer til fremtidens bæredygtighed.
– Vi har styr på den cirkulære økonomi, og det er det, der rykker mest. Udover en besparelse på op til 35 kilo CO2 reducerer vi jo også mængden af plast i naturen, når vi genbruger. Der bliver jo ikke produceret nyt plastik – og det er en vigtig del for os, siger han.