– Det er langt fra sikkert, at bestanden kan komme tilbage.
Sådan siger seniorforsker hos DTU Aqua, Stefan Neuenfeldt, til Ingeniøren om den sydlige torskebestand i Nordsøen.
Efter at det er blevet besluttet at reducere torskekvoten med 44 procent, har flere grønne organisationer været ude med dommedagshammeren og sige, at torskebestanden i Nordsøen vil kollapse.
Men selv med en nulkvote er det langt fra sikkert, at den sydlige torskebestand vil overleve, lyder det fra seniorforskeren.
Læs også: Der er ikke tale om, at torskebestanden er ved at kollapse
For det helt store problem for torsken i Nordsøen er ikke fiskeri, men klimaforandringer.
Ifølge Stefan Neuenfeldt er der ikke indsamlet nok data til at kunne afgøre, om bestanden vil overleve på sigt, uanset om der fiskes eller ej.
– Vi ved, at gennemsnitstemperaturen i Nordsøen er steget, og at vi samtidig oplever en øget hyppighed af hedebølger. Disse hedebølger er farlige for torsken, da vandet simpelthen bliver for varmt. Hvis temperaturen overstiger 16 grader i en periode, dør fisken, siger Stefan Neuenfeldt til mediet.
DTU-seniorforskerens vurdering er derfor, at forandringer vil belaste den sydlige nordsøtorsk uanset hvad, og man kan dermed ikke sige med sikkerhed, at en nulkvote ville kunne redde bestanden, i takt med at temperaturen stiger.
Nordvest- og vikingbestanden har i modsætning til den sydlige bestand bedre levevilkår, da deres gydeområder er mere nordlige og dermed også køligere.
Stefan Neuenfeldt fortæller også, at et totalforbud ville have haft store konsekvenser for erhvervsfiskeriet. Et totalforbud ville betyde, at alle der fanger torsk som bifangst også ville skulle stoppe deres fiskeri.
Se også: Fiskeri Tidende undersøger: Hvad betyder klimaforandringer for torsken?