Den Thyborøn-baserede filetfabrik, Royal Norden Seafood er klar med en ny strategi. Indtil nu har fabrikken kun produceret fileter fra friskfangede fisk.
Fremover vil fabrikken også producere fileter af frosne fisk.
– Vi har allerede købt adskillige tons af forskellige fiskearter. Det eneste, sådan en produktion kræver, er, at der er mulighed for at opbevare råvarerne på frost, indtil de skal tøes op. Vi har frysemuligheder her på fabrikken og kan også leje noget plads, fortæller direktør Carsten Mose Jeppesen ifølge netmediet foodsupply.dk.
Direktøren er overbevist om, at fabrikken får en mere stabil produktion, når de begynder at bruge frostprodukter til deres fileter.
– Vi vil ikke længere være så afhængige af priserne på fisk på auktionen her i Thyborøn. Fremover vil vi kunne køre en produktion med optøede fisk, hvis priserne på auktionen er for høje, nævner han.
Fabrikken køber typisk mellem 5-10 ton frisk fisk om dagen. Hovedsageligt rødspætter, men det kan også være eksempelvis torsk, sej, kulmule og havtaske.
– De frosne fisk kan vi købe i hele verden. Nogle ligger inde med hellefisk, andre med isinger eller torsk. Hele verden er jo åben, nævner Carsten Mose Jeppesen.