Gæster på Food Festival: – Det smager jo sygt godt

9500 smagsprøver med fisk fik ben at gå på ved årets store madfestival i Aarhus. Gæve frivillige fra fiskeriforeningerne sørgede for, at gæsterne gik glade hjem

Samarbejdet fungerede perfekt, når de frivillige lavede smagsprøver på samlebånd i teltet.

Bakker med jomfruhummer og søkogte rejer fik århusianerne til at stimle sammen i Danmarks Fiskeriforenings telt på Food Festival 2026 på Tangkrogen i Aarhus. I alt blev der udleveret 9500 smagsprøver med forskellig slags fisk og skaldyr over de tre dage.

Ved et af de høje borde gik en flok efterskolelever i gang med at befri jomfruhummerne fra sin skal – en øvelse, de ikke havde prøvet før.

– Det er lidt svært at pille dem, men hold nu op: Det smager jo sygt godt, lød det fra en ung gut med et stort smil og fingrene smurt ind i skaldyr og mayonnaise.

Emmas vigtige tradition

Bag smagsprøvedisken husede en flok frivillige hjælpere fra de nordjyske fiskeriforeninger. Blandt dem var 22-årige Emma Stjerne, som var taget af sted sammen med sin søster og sin far, Henrik Stjerne.

Hun var på Food Festival som frivillig for femte gang. En tradition, hun ikke vil undvære – selv om det betød, at hun måtte pjække fra en forelæsning på Aalborg Universitet om fredagen.

– Jeg elsker at være med til Food Festival. Det er simpelthen så hyggeligt, og det er sjovt at se, hvordan folk nyder at spise fisk. Jeg hørte én fortælle, at han aldrig før havde fået hummer. Det kan jeg jo næsten ikke forstå, lød det fra fiskerdatteren.

Spørgelystne gæster

Uden for teltet stod Tamme Boldt og Jan Hansen klar med rørefisk til nysgerrige børn og voksne. Især den velvoksne havtaske fik mange kommentarer og blikke.

– De siger, den er så grim, lød det med et grin fra Tamme Boldt, mens han viste havtaskens sylepidse tænder til en lille dreng, der måtte stå på tæer for at kigge i kassen.

Tamme Boldt nød at snakke om fisk med gæsterne, som han oplevede som meget positive og spørgelystne:

– Flere siger, at der jo ingen torsk er. Og så kan jeg fortælle dem, at der stadig er torsk, men at vi også fanger kuller, kulmule og lange, som også smager godt.

Lørdag var der fiskeauktion og fiskebingo med fiskehandler Jakob Clausen, der ikke lod sig slå ud af et par voldsomme regnskyl.

– Kom så, Aarhus. Vi har set regn i Danmark før, lød opmuntringen fra den hurtigsnakkende auktionarius, som i løbet af en times tid fik solgt intet mindre end 40,5 kilo fisk.

I alt blev der brugt 821,5 kilo fisk til smagsprøver, auktion, fiskebingo og workshops.

Gæster på Food Festival: – Det smager jo sygt godt

9500 smagsprøver med fisk fik ben at gå på ved årets store madfestival i Aarhus. Gæve frivillige fra fiskeriforeningerne sørgede for, at gæsterne gik...

Gæster på Food Festival: – Det smager jo sygt godt

9500 smagsprøver med fisk fik ben at gå på ved årets store madfestival i Aarhus....