– Vores eksport slog alle rekorder sidste år. Vi har aldrig før eksporteret fisk for så store værdier. Hele 27,8 mia. kr. eksporterede vi for. Også eksporten i februar i år var højere end sidste år, lød det blandt andet fra formand Peter Bamberger i den mundtlige beretning på den, grundet corona-krisen noget anderledes generalforsamling i DSA – Danish Seafood Association, som blev afholdt digitalt mandag d. 22. juni.
De gode tider kunne desværre ikke vare ved, og ved udbruddet af corona-pandemien, faldt eksporten af dansk fisk og skaldyr drastisk.
– Vi nåede lige at glæde os over den flotte eksport i 2019 og i februar i år. Så ramte corona-pandemien og har været et grundvilkår for os i tiden efter. Eksporten faldt med 250 mio. kr. i marts, og vi forventer større fald i april. Især virksomheder med salg til restauranter, hoteller og kantiner blev hårdt ramt, fortalte Peter Bamberger.
BREXIT
For eksportører af fisk og skaldyr har Brexit naturligvis en vis bevågenhed. Og formanden kom da også ind på emnet i sin mundtlige beretning.
– Fronterne er trukket skarpt op. Hvis der skal være frihandel, så skal vi også have fælles regler og standarder, siger EU. Men Storbritannien vil selv kunne bestemme egne regler og standarder, Står vi 1. januar uden frihandelsaftale og uden adgang til britisk farvand, så skal vi sikre forsyningerne til især de nordjyske pelagiske virksomheder. Det er en hovedprioritet, sagde Peter Bamberger.
Import og eksport
Fiskeri- og skaldyrserhvervet er afhængige af frihandel – både på import- og eksportsiden.
– Eksempelvis holder Norge stædigt fast i, at produktionslaks ikke kan sælges til andre lande. Men Norwegian Dannet fik dog i sidste uge medhold i retten i Bergen og kan fortsætte sin sejlads mellem Norge og Hirtshals. USA indførte i oktober 2019 straftold i sagen om fly-støtte, og den rammer vores eksport af danske muslinger.