Søren Gade (V), der i dag sidder i EU-Parlamentet, hvor han blandt andet er næstformand for parlamentets fiskeriudvalg, stiller op til Folketinget.
Det meddeler han i et opslag på Facebook.
– Jakob Ellemann har opfordret mig til at stille mig til rådighed for mit parti, og det har jeg takket ja til. Det har ikke været en nem beslutning, for jeg er glad for mit liv og mit arbejde i Bruxelles, skriver Søren Gade.
– Men både Jakob og Venstre mener, at jeg oprigtigt kan være med til at gøre en forskel ved det kommende valg for det parti, jeg har været medlem af, siden jeg var 15 år gammel. Det er svært at sidde overhørig, skriver han.
Det er endnu ikke besluttet, i hvilken kreds Søren Gade bliver opstillet, men han skriver, at det formentlig bliver i enten Vestjyllands Storkreds eller i Sydjyllands Storkreds.