Lystfiskere kan nu søge om tilladelse til at fiske og lande den blåfinnede tun

Tunen er tilbage, og i år kan lystfiskerne fange fem tons

Den 15. juli træder der nye regler i kraft om lystfiskeri af almindelig tun (bedre kendt som ”blåfinnet” tun) med stang i Danmark. Det oplyser Fiskerstyrelsen.

Muligheden for at fiske tun i danske farvande er opstået, fordi Danmark har byttet sig til fem tons tunkvote i 2022. Gennem en række år har DTU Aqua og en række fiskere mærket tun uden for Skagen, for den flotte fisk er igen at finde i dansk farvand. 

For at kunne deltage i tunfiskeriet, skal man være lystfisker og have deltaget i DTU Aquas mærkningsprojekt for tun i 2021. Ansøgningen skal således være knyttet til en båd, der har deltaget i mærkningsprojektet, og der kan kun indsendes én ansøgning pr. båd. 

Selve fiskeriet finder sted 1. august til den 19. august 2022, fra den 5. september til den 23. september 2022 og igen fra den 3. oktober til den 31. oktober 2022 i den danske del af Skagerrak og Kattegat. Det betyder, at fiskeriet foregår i de perioder, hvor DTU Aquas mærkningsprojekt af tun i området ikke er igang.

Erfaringer fra DTU Aquas projekt viser, at tun fisket på stang i gennemsnit vejer ca. 250 kg. Da den danske tunkvote i 2022 er på 5 tons, uddeles der derfor i udgangspunktet 20 stk tilladelser.