Den maritime branche er i stor forandring i disse år, hvor virksomheder, rederier og enkelte personer tager stilling til de mange Power-to-X løsninger, der skal sikre fremtidens bæredygtige søfart. Mærsk har meldt ud, at de satser på metanol til deres næste containerskibe. Flere store virksomheder har også fået øjne op for fremdrift på metanol til deres kommende skibe.
Nu har Esbjerg-rederiet ESVAGT ligeledes valgt en metanolbaseret løsning til deres første C02-neutralle SOV (Service Operation Vessel), som bliver verdens første grønne servicefartøj til offshore vindinstallationer. Da de skulle pege på en leverandør af den grønne metanolløsning, så faldt valget på Nordhavn Power Solutions, skriver Esvagt i en pressemeddelelse.
Nordhavn Power Solutions kommer ikke til at levere endnu en grøn løsning, der ligner mange af de andre klimavenlige Power-to-X løsninger. De kommer til at levere en grøn løsning, som markedet aldrig har set før. Her er tale om en leverance på tre metanolbaserede generatoranlæg til servicefartøjet, og det er en aftale, der varmer hos salgsdirektøren i Nordhavn Power Solutions.
– Det er et kæmpe skulderklap, når et af de største rederier i Danmark har valgt os som leverandør til denne nybygning. Vi er selv overbevist om, at vores metanolbaserede generatoranlæg er en rigtig god løsning i den grønne omstilling, og det betyder meget, når en så markant virksomhed i branchen, tænker det samme, fortæller Jørk Rudolph og taler mere om verdensnyheden:
– Vi kommer ikke bare med endnu en grøn løsning til markedet, men vi kommer faktisk med en grøn løsning, der bliver den første af sin slags. Det er en virkelig unik løsning, der kan sætte yderligere skub i den grønne omstilling og få andre spillere i branchen til at vælge en lignende løsning.
Ifølge vicedirektør i ESVAGT, Kristian Ole Jakobsen, har det været nemt at pege på Nordhavn Power Solutions, da de skulle finde den grønne løsning til deres nye SOV, og han glæder sig over aftalen.
– Nordhavn Power Solutions er en kvalitetsleverandør, og vi har tidligere brugt dem som leverandør til vores eksisterende flåde. Derfor var det oplagt at vælge dem som leverandør af vores nye grønne motorløsning, da vi ved, at de altid leverer kvalitetsprodukter. Vi er overbevist om, at deres metanolbaserede generatoranlæg nok skal leve op til vores forventninger, siger Kristian Ole Jakobsen.