Danske Havne: Stor tilfredshed med politisk aftale om Power-to-X

Danske Havne er begejstrede for den nye aftale om Power-to-X. Danmark skal være foregangsland

Den 15. marts 2022 blev der på Christiansborg indgået en bred politisk aftale om udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer – en såkaldt Power-to-X strategi.

Det er noget, der vækker begejstring i organisationen Danske Havne.

– Det er meget opløftende, at et bredt politisk flertal nu sætter handling bag ordene om at udvikle en stærk, dansk Power-to-X-industri, og at vi med den politiske aftale sætter os i top tre i Europa over lande, der er ambitiøse nok til at udvikle så meget grøn energi, at vi fra 2030 kan sælge af det.

Det siger direktør Tine Kirk, brancheorganisationen Danske Havne, i en kommentar til den aftale, der tidligere på ugen blev indgået på Christiansborg om grønne brændstoffer til skibe, fly og lastbiler både i Danmark og udlandet.

– Mange af vores medlemshavne har med private samarbejdspartnere arbejdet målrettet på at udvikle mulighederne for at benytte den nye Power-to-X teknologi til netop at fremstille grønne brændsler, siger til Tine Kirk.

En af de medlemshavne, som direktøren tænker på, er Hanstholm Havn.

Her meddelte man tilbage i starten af året, at havnen vil etablere et anlæg, så man kan blive Europas første CO2-neutrale fiskerihavn.

Der er også andre danske havne, der kigger mod Power-to-X teknologien.

I Esbjerg Havn etablerer man verdens første landstrømsanlæg baseret på brint. I Vordingborg Havn indgår havnen i et samarbejde med en virksomhed, der vil skabe klimavenlig eFuel til fly. Og i Aabenraa Havn vil man sammen med Linde Gas etablere et stort Power-to-X-anlæg med 300 nye arbejdspladser. Linde Gas udvikler store P-t-X anlæg i hele Norden.