Hanstholm Havns bestyrelse konstitueret

Kristian Jensen er blevet udnævnt til formand for Hanstholm Havn

Den nytiltrådte bestyrelse for Hanstholm Havn har på et bestyrelsesmøde d. 16. marts 2022 konstitueret sig med tidligere Folketingsmedlem og minister Kristian Jensen som ny formand. Det skriver Hanstholm Havn i en pressemeddelelse.

– Hanstholm Havn har altid været kendetegnet ved fiskeriet. Det er omdrejningspunktet for havnens og byens DNA og et vigtigt forretningsben, som vi i den nye havnebestyrelse har et stort fokus på at videreudvikle for at styrke Hanstholm Havns stærke rolle som et europæisk centrum for salg og håndtering af konsumfisk, fortæller Hanstholm Havns formand, Kristian Jensen, og fortsætter:

 – Sideløbende med aktiviteterne omkring fiskeriet og tiltrækning af flere godsaktiviteter er havnen i gang med en meget ambitiøs udvikling, hvor vedvarende energi og Power-to-X bliver meddefinerende for havnens identitet. Et stort energifællesskab er under opsejling, og her skal vi som bestyrelse stille skarpt på rettidig udvikling, så det store udviklingspotentiale bliver realiseret med nye aktiviteter og indtægter til følge.

Havnebestyrelsen udpeger selv sin formand blandt erhvervsrepræsentanter udpeget af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune.

Der er her tale om erhvervsprofilerne Kristian Jensen, Søren Mattesen, Marianne Nielsen og Lone Saaby, der bibringer Hanstholm Havn mange års erhvervserfaring.

De tre øvrige bestyrelsesmedlemmer er alle udnævnt i henhold til bestyrelsesvedtægterne for Hanstholm Havn. Det gælder dels en ejerrepræsentant fra Thisted Kommune, som for den nye valgperiode er viceborgmester Jens Kristian Yde, som i den nye bestyrelse også besidder posten som næstformand.

Dertil kommer formand for Hanstholm Fiskeriforening Jan N. Hansen, der grundet sin formandsrolle hos fiskeriforeningen også har siddet i Hanstholm Havns bestyrelse i foregående perioder, samt en medarbejderrepræsentant fra Hanstholm Havns organisation, hvor serviceleder Kristian Bjerregaard er valgt.