Efter 14 år som formand valgte Jens Sloth tidligere på året at trække sig som formand for Foreningen af Danske Redningsmænd.
Jens Sloth er stationsleder i Thyborøn, og hans afløser er fundet på samme redningsstation.
Den nye formand er Asbjørn Byskov Strunk. Han er 37 år, og trods sin unge alder har han 15 års erfaring som redningsmand.
– Jens har været formand i mange år og ville gerne give stafetten videre. Det giver god mening, at det er min
generation, der skal føre den videre, og jeg ser det som en spændende opgave, som kan være med til at berige mit arbejde, siger Asbjørn Byskov Strunk.
– Min betingelse for at overtage formandsposten var dog, at jeg kan fortsætte med at have arbejdet på redningsstationen i Thyborøn som mit primære erhverv. Jeg vil gerne være tillidsmand, men jeg er først og fremmest redningsmand, siger han.
Overenskomst
Han fortæller, at en af de opgaver, der har fyldt mest i den første tid som formand, har været forhandlingerne om en ny overenskomst for de danske redningsmænd.
– Vi har lige afsluttet forhandlingerne. Jeg synes, det er gået godt, men der er ingen tvivl om, at der er noget at arbejde videre med frem mod overenskomstforhandlingerne i 2026. Det handler om, at grundlønnen skal hæves, hvis vi skal blive ved med at være attraktive. Der er for stor forskel på, hvad vi får i løn, og hvad man får inden for de andre maritime erhverv. Som det er nu, kan folk gå andre steder hen og tjene væsentligt mere. Det er en generel udfordring i Forsvaret, siger Asbjørn Byskov Strunk.
Nye redningsbåde
Et andet emne, der fylder meget, er fornyelsen af den danske redningsflåde. Det har i mange år været et stort ønske at få udskiftet en række gamle og nedslidte redningsbåde.
– Det er altafgørende for kystredningstjenesten, at vi får nyt materiel. Det, vi har nu, er ikke tidssvarende. Det er udtjent og slidt op, siger Asbjørn Byskov Strunk.
Der er cirka 200 redningsmænd i Danmark, og den nye formand beskriver jobbet som redningsmand som et meningsfyldt arbejde med en høj grad af frihed.
– Man er selvfølgelig bundet op af, at man ikke kan forlade byen, når man er på vagt, men man kan tilrettelægge sin arbejdsdag stort set, som man vil, bare beredskabet er intakt. Det er helt vildt dejligt. Der er opgaver, som kan være svære, men man skal huske, at langt de fleste opgaver ender godt. Det er helt sikkert også noget af det, der gør det til et godt job, siger Asbjørn Byskov Strunk.