Fiskeriets Arbejdsmiljøråd har fået en ny medarbejder

Brian Nygaard Lauridsen, der bl.a. har erfaring som underviser på fiskeriskolen, er blevet ansat som arbejdsmiljøkonsulent

Fiskeriets Arbejdsmiljøråd har fået en ny medarbejder.

Det drejer sig om Brian Nygaard Lauridsen, der er blevet ansat som arbejdsmiljøkonsulent.

Han har en solid baggrund i den maritime verden. Han er uddannet fiskeskipper og styrmand med praktisk erfaring som både fisker og navigatør. Han har også mange års erfaring som instruktør i bl.a. søredning, højderedning og på bådkurser.

Dertil kommer, at han har været voksenunderviser og instruktør på bl.a. fiskeriskolen i Thyborøn.

Brian Nygaard Lauridsen fortæller, at han er rigtig glad for sin nye stilling hos Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.

– Fiskeriet har altid været en del af min vej, lige fra mine første år som fisker til min tid som underviser på Fiskeriskolen. Jeg brænder for sikkerhed og træning, og jeg glæder mig til at bruge min erfaring fra både fiskeskibe, handelsflåden og offshore-industrien til at gøre en forskel for fiskernes hverdag. For mig handler det om at holde målet for øje og yde den ekstra indsats, der sikrer, at alle kommer sikkert hjem fra havet. Jeg ser frem til at møde fiskerne ude på skibene og være en aktiv medspiller i det forebyggende arbejde, siger han.