Jeg forstår godt, hvis vores kolleger i Centralforeningen for Limfjorden føler, at ulykkerne er væltet ned over dem i de seneste måneder. En usaglig kampagne om motorkraft, en nedgang i muslingefiskeriet generelt og usikkerhed om licenser og nye dybdegrænser, der blandt andet gør det umuligt at lave omplantning af muslinger, selvom det er en klar miljøgevinst.
Det er som at sejle i stiv vestlig kuling fra Hals til Harboøre.
Egentlig burde det ikke være så svært. DTU Aqua udgav i april et notat, hvor den samlede viden om muslingefiskeriet i Limfjorden blev ridset op. Kort og præcist.
Når man læser notatet, er det svært at tænke andet, end at fornuften må sejre til sidst. Gengivet med egne ord tegner forskningen følgende billede af muslingefiskeriet i Limfjorden:
• Muslingeskrabere er hårde ved havbunden, det er hævet over enhver tvivl. Men der skrabes så lidt, at det ikke har stor betydning. Arealmæssigt taler vi om, at under 2 procent af Limfjorden var berørt af muslingeskrabere sidste år
• Muslingefiskeriet kan godt foregå, uden at det ødelægger ålegræsset, hvis man indretter sig rigtigt
• Muslingefiskeriet betyder intet for iltsvind i fjorden. Faktisk er der en positiv effekt af at fjerne muslinger fra iltsvindsramte områder – såsom Lovns Bredning.
Her har fiskerne i årevis samlet muslinger i tonsvis op og flyttet dem ud på åbent vand, hvor de kunne overleve og vokse sig store og blive klar til at blive høstet. I mellemtiden har de renset vandet i fjorden. Hvad kan nogen have imod det, tænker man.
Og det er så her, det bliver svært. For dybdegrænserne kommer fra Miljøministeriet, og de bliver strammet i øjeblikket. Fiskerne bliver tvunget længere og længere ud for at passe på ålegræsset. Det er en konsekvens af EU’s vandrammedirektiv. Også selvom ålegræsset i øjeblikket slet ikke kan gro i de områder, fiskerne tvinges væk fra, fordi vandkvaliteten stadig er for ringe på grund af landbrugets udledninger.
Og hvad var det lige, forskerne på DTU konkluderede i april: Man kan godt indrette muslingefiskeriet, så det ikke går ud over ålegræsset. Og det er en fordel for vandmiljøet at omplante muslinger.
Ikke desto mindre er det myndighedernes mening at stoppe denne praksis. Ikke af hensyn til miljøet, må man konkludere. Af hensyn til paragrafferne i vandrammedirektivet.
Det er goddaw mand, økseskaft.
DR behandlede problematikken i sidste weekend, hvor muslingefisker Peter Skou Dalsgaard fortalte, hvordan de har svært ved at se sig ud af situationen. Unge mennesker, der gerne vil være i fiskeriet og levere sunde gode fødevarer til danskerne. Folk, der har satset på erhvervet og fået lån i banken, indrettet sig efter det og efterlevet de mange krav og regler, de opererer under. Uden at kny.
Og så skal de alligevel opleve, at det måske er umuligt at få tingene til at hænge sammen på grund af stive regler og embedsmænd, der er sat til at følge paragraffer tilsyneladende uden smålig skelen til den konkrete virkelighed, der hvor længslen er saltet i Limfjordens vande.
Jeg vil godt gøre det krystalklart: Vi i DFPO kæmper for, at muslingefiskerne kan fortsætte med at fiske og levere gode, sunde fødevarer til det danske og europæiske marked.
Der er håbefulde unge fiskere i Limfjorden, der gerne vil være med til at udvikle fiskeriet og gøre det endnu mere bæredygtigt og helt klimaneutralt. Men når vi allerede har fagkundskabens ord for, at fiskeriet foregår på en god, bæredygtig måde, endda med et plus for vandmiljøet, når det kommer til omplantning, så burde embedsmændene i København også kunne tage et erhvervsmæssigt hensyn og finde løsninger, der giver fiskerne sikkerhed for deres fremtid.
Det er det mindste, man kan forlange.
