Svend-Erik Andersen: – Sammenholdet er et stærkt kort

Netop det sammenhold skal vi værne om. Vi skal stå sammen, når bølgerne går højt, hvilket de gør i disse dage

Formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen Foto: Fiskeri Tidende

Foråret har traditionen tro budt på et hav af generalforsamlinger i de lokale fiskeriforeninger. Jeg vil gerne kvittere for de mange invitationer og det store fremmøde rundt i hele landet.

Jeg sætter pris på, at vi ser hinanden i øjnene, vender stort og småt samt taler om, hvad der rører sig i fiskeriet. Her er der plads til både uenigheder, konstruktive spørgsmål og et godt grin. Det viser med al tydelighed, at vi har et stort fællesskab og et stærkt sammenhold i dansk fiskeri.

Netop det sammenhold skal vi værne om.  Vi skal stå sammen, når bølgerne går højt, hvilket de gør i disse dage. Som det kom frem på tværs af de lokale generalforsamlinger, så kan det nogle gange føles som om, at vi befinder os midt i orkanens øje, hvor forbud mod fiskeri af stenbider og ål, CO2-afgift og manglende adgang til Dogger Banke for tobisfiskerne flyver omkring os.

Og glem ikke regeringens varslede forbud mod bundslæbende redskaber i Østersøen og dele af Kattegat. Forbuddet er fuldstændig unødvendigt. Selv Fiskerikommissionen, som regeringen selv nedsatte, mener godt, at udvalgte fiskepladser kan bevares i Østersøen, og Kattegat var der ikke et ord om. Igen og igen er jeg blevet mødt af bekymringer om netop dette – og er direkte blevet spurgt, om Danmarks Fiskeriforening har nikket til forbuddet for at undgå CO2-afgiften.  Til det kan jeg soleklart svare: Nej! Vi er ikke blevet spurgt. Og var vi blevet, hvordan skulle jeg så svare? Det er et umuligt valg. Det er ikke en byttehandel, som vi vil være en del af – tværtimod har vi forsøgt at få en mere faktabaseret diskussion og en mere rimelig fordeling af byrden med trawlfrie områder i de enkelte farvande. Men forslaget er fortsat på bordet og en del af den politiske virkelighed i Danmark, som vi er nødt til at forholde os til.

Jeg forstår dog godt, at nogle tænker det: Når man bliver truet på sit levebrød, så leder man efter svar og forklaringer. Men at der opstår splid mellem fiskerne, og at vi peger fingre ad hinanden, løser bare ikke problemerne. I stedet skal vi gøre det stik modsatte. Vi skal finde løsninger – så som udvikling af vores redskaber, så vi stadig kan fiske med trawl på de væsentligste fiskepladser. Vi skal huske på vores sammenhold og bevare vores stolthed over vores erhverv. Og jeg vil gerne forvisse alle om, at Danmarks Fiskeriforening fortsætter med at arbejde for fiskeriet i Kattegat og Østersøen, og vi fortsætter med at være modstandere af CO2-afgiften, så længe vi ikke har reelle omkostningseffektive omstillingsmuligheder.

Trods disse bekymringer så tillader jeg mig dog at være en forsigtig optimist. Til de lokale generalforsamlinger har jeg hørt flere meldinger om godt fiskeri og fine priser i årets første måneder. Mange bestande har det godt, og flere kvoter er højere end sidste år – ja, også stenbideren ser ud til at være retur. Vores største benspænd er regler og regulering, men hvis politikerne handler klogt og lytter til erhvervet, kan de aktuelle forhandlinger om fremtidens fiskeri ende med en ny og positiv kurs. Det er bare helt afgørende, at politikerne giver os mulighederne for at udvikle – og ikke afvikle – dansk fiskeri.

Sådan lyder min opfordring bl.a., når vi 16. maj skal mødes til generalforsamling i Danmarks Fiskeriforening. Jeg håber at se rigtig mange medlemmer af Danmarks største fiskerfællesskab. Velmødt!

Hirtshals-formand: Heunicke håner de mennesker, der har bygget byen

Heunicke langede ud efter fiskeriet i en hjemmelavet rap. Stærkt bekymrende og historieløst, lyder det fra Hirtshals-formand

Hirtshals-formand: Heunicke håner de mennesker, der har bygget byen

Heunicke langede ud efter fiskeriet i en hjemmelavet rap. Stærkt bekymrende og historieløst, lyder det...