Uforudsigeligt valgdrama fortsætter i Nordjylland

Stemmerne til Folketingsvalget er talt sammen, men hvem der kommer på tinge, er fortsat uvist i Nordjylland, hvor flere store kandidater kæmper mod hinanden

Billede: Region Nordjylland

19 mandater til det nye Folketing skal findes i Nordjylland, men det bliver ikke uden drama.

Danmarks og også Nordjyllands største parti, Socialdemokratiet, fik sig noget af en vælgerlussing og gik lidt over seks procentpoint tilbage hos de nordjyske vælgere. Det betyder, at partiet mister to mandater i Nordjylland og lander på fem mandater.

Det betyder, at det ser svært ud for Peder Key Kristiansen, der overtog den nu tidligere fiskeriordfører Bjarne Laustens kandidatur.

Forventningen er, at Mette Frederiksen, Flemming Møller Mortensen, Ane Halsboe-Jørgensen og Simon Kollerup har sat sig på første fire mandater, og dermed skal skagboen kæmpe med fire andre om det sidste mandat i Nordjylland.

Flere kampe i blå partier

Venstre gik ét mandat tilbage og har nu blot to mandater i Nordjylland. Eftersom Marie Bjerre forventes genvalgt på det første mandat, ser det ud til at blive en kamp mellem partiets tidligere fiskeriordfører, Torsten Schack Pedersen, og Preben Bang Henriksen.

Sidstnævnte har ved de to forrige folketingsvalg fået henholdsvis 5.000 og 10.000 flere stemmer end Torsten Schack Pedersen, og det ser derfor meget svært ud for beredskabsministeren.

Ligesom Venstre går Danmarksdemokraterne også et enkelt mandat tilbage og sidder kun på to efter valget.

Det ene mandat går selvsagt til partiformanden Inger Støjberg, men så bliver der også kamp om det andet og sidste mandat i partiet.

For selvom Lise Bech ikke genopstillede, så har man under den sidste valgperiode fået tilgang fra Kim Edberg Andersen, der forlod Nye Borgerlige. Ham skal Danmarksdemokraternes fiskeriordfører, Kristian Bøgsted, kæmpe mod om det sidste mandat.

Hvem får det ene mandat hos De Konservative?

I flere år har Konservatives Per Larsen siddet på det nordjyske mandat i partiet, men ved dette valg er konkurrencen hård.

Han er oppe imod byrådsmedlem i Aalborg Kommune, Sofie Therese Svendsen, der også forventes at få et godt valg.

Ekstra mandat til to partier

Liberal Alliance havde et strygende valg på landsplan og også i Nordjylland, hvor partiet får et ekstra mandat.

Det ene mandat går sandsynligvis til Liberal Alliances spidskandidat, Sólbjørg Jakobsen, mens der er tvivl om det andet.

Her kunne et bud være byrådsmedlemmet i Thisted Kommune, Peter Larsen, der under valgkampen har udvist stor interesse for fiskeriet, blandt andet med besøg i Hanstholm.

Det andet parti, der kan bryste sig af et ekstra mandat i Nordjylland, er SF. Her sidder Theresa Berg Andersen trygt på det ene, vurderer flere medier.

Kampen om det andet mandat bliver tæt og kommer højst sandsynligt til at stå mellem frederikshavneren Christina Lykke, der var på besøg hos Strandby Fiskeriforening i valgkampen, og aalborgenseren Melina Andersen.

DF får mandat

Dansk Folkeparti får også et enkelt mandat i Nordjylland, som med stor sandsynlighed går til partiets Europa-Parlamentsmedlem, Anders Vistisen.

Han har i løbet af valgkampen været ude og bakke op om det danske muslingefiskeri i blandt andet Limfjorden.

Hvis det bliver ham, der får det nordjyske mandat, vil han stoppe som medlem i Europa-Parlamentet.