De danske fiskere har sagt det længe. Kravene for, at man kan få del i Brexitkompensationsordningerne er så mange og strenge, at fiskerne risikerer at blive frarøvet den hjælp, som de ellers var stillet i udsigt.
Et opråb, som nu møder opbakning hos kollegaerne i EAPO, som er samarbejdsorganisationen for EU’s producentorganisationer, fx Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation og Danmarks Pelagiske Producentorganisation.
I et brev til EU’s fiskerikommissær Sinkevičius fra EAPO, lyder det, at i takt med at betingelserne for at få Brexitkompensation kommer frem i lyset, er det tydeligt, at fiskerne i bl.a. Danmark, Holland Frankrig og Irland står i en svær situation.
De blev alle hårdt ramt af Brexit, men den hjælp, som skulle få dem på den anden side af krisen, har svært ved at nå frem. Bl.a. skulle ophugningsstøtte sikre, at flåden blev mindre og tilpasset den nye virkelighed. I de fire lande er ophugningsordningerne på vej, men de er så fyldt med regler, juridiske begrænsninger og spørgsmål om strafpoint, antagelighed og krav om kapacitetsændringer, at ønsket om at reducere flåden risikerer at blive undermineret.
Fiskerne kommer altså i klemme, og i sidste ende kan det betyde, at de trods de gode intentioner, ender med ikke at få nogen hjælp alligevel.
På den baggrund beder EAPO om et møde med EU’s fiskerikommissær. Her vil de præsentere disse juridiske begrænsninger og diskutere de bedste måder at lette denne vanskelige situation på, så det kan sikres, at fiskerne rent faktisk får den Brexit-kompensation, som de er stillet i udsigt.