Hugo blev født i Finspång, et par hundrede kilometer syd for Stockholm, midt inde i de svenske skove. Hans forældre havde et land- og skovbrug, som Hugo senere overtog og drev, men han uddannede sig også som elektriker.
Interessen for politik blev tidligt vakt, og allerede som 23-årig blev han i 1973 valgt ind i kommunalbestyrelsen i Finspång Kommune for Centerpartiet.
Han var også aktiv i erhvervspolitik på landbrugs- og fiskeriområdet, og de svenske østkystfiskere (havnene langs Østersøen) valgte Hugo som deres formand. Det medførte en plads og en næstformandspost i Svenske Fiskaras Riksforbund, hvor han i en lang årrække kørte parløb med formanden Reine Johansson.
Det politiske engagement førte til en plads i det svenske parlament, Riksdagen, og på den fiskeripolitiske front blev Hugo Sveriges fiskeres repræsentant i EUROPECHE – de europæiske fiskeriorganisationers sammenslutning i Bruxelles – hvor han blev en del af ledelsen og fungerede som kasserer.
Hugo arbejdede intenst for at få fiskernes stemme hørt i Bruxelles, og han knyttede tætte bånd til den svenske generaldirektør Jörgen Holmquist i Generaldirektoratet for Fiskeri. Holmquist fik gennemført oprettelsen af de rådgivende regionale råd – RAC og senere AC – og Hugo blev i 2004 enstemmigt valgt som formand for Nordsø-RAC’en, en position han bevarede til 2010, hvor han trak sig fra fiskeripolitikken og vendte tilbage til lokalpolitik i Sverige.
Det blev til mange år i kommunalpolitik og i embedet som viceborgmester, indtil oktober 2024.
I en karakteristik skriver vores tidligere engelske kollega Barrie Deas, at Hugo var i besiddelse af en stille humor, at han var koncentreret om opgaverne, intelligent, og at han arbejdede utrætteligt for at få medlemmernes synspunkter præsenteret – hvilket gav ham enorm respekt. Præcist sagt!
Hugo havde et blødt punkt for Danmark.
Ved en lejlighed, hvor europæiske fiskerifolk var inviteret til seminar hos ICES i de gamle kontorer i Palægade i København, forsvandt Hugo, da der var kaffepause, og alle stod med bægrene ved kaffeautomaten. Et kvarter senere dukkede Hugo op med en kæmpe kasse dansk wienerbrød.
Vi var til møde i Danmark – og så skulle der ikke blot drikkes automatkaffe!
Ligeledes var dansk smørrebrød på Kanalcaféen eller i Tivolihallen i højsædet, når turen gik til København – og det gjorde den både under og efter arbejdet i den svenske fiskeriorganisation.
Ved en lejlighed bestilte Hugo et stykke mad med ribbensteg. Tjeneren sagde: ”Nej.” Hugo spurgte: ”Varför?” – ”Vi serverer ikke ribbensteg for svenskere, de spiser ikke sværen.” – ”Men jag gör.” – ”Så er det ok,” sagde tjeneren, og så fik han sin ribbensteg.
Hugo dannede fra 1990 og frem til sin død par med Åsa, som han mødte som medlem af Riksdagen, hvor hun også var medlem – med en valgkreds i den modsatte ende af Sverige, i Strömstad tæt på Norge.
Vore tanker går til Åsa og til Hugos familie i Finspång – gården blev for få år siden overdraget til nevøen.
Der er begravelse den 14. november – på Hugo Anderssons 75-års fødselsdag.
Æret være Hugo Anderssons minde.
