Grønlands eksport af rejer fik en forrygende start i 2024

Værdien af den grønlandske eksport af rejer, krabber og torsk steg betragteligt i januar 2024, hvor det er rejerne, der har ført an

Arkivfoto: AKKC

Værdien af Grønlands eksport af rejer og fisk var 188 millioner kroner højere i januar 2024 end samme måned i 2023, viser nye tal fra Grønlands Statistik ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.

Den samlede eksport var på 478 millioner kroner, hvilket er en stigning på 64,8 procent sammenlignet med 2023.

Eksportværdien af rejer i januar steg med 45,9 procent i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 67 millioner kroner, mens mængderne steg med 39,6 procent og priserne steg med 4,5 procent.

For hellefisk er eksportværdien steget med 38,8 procent, mens mængderne er steget med 47,8 procent. Derimod er kiloprisen faldet med 6,1 procent.

Torsk har været udsat for et stort prisfald på 22,6 procent, hvad angår kiloprisen. Eksportværdien steg med 153,1 procent, hvilket skyldes en kæmpe vækst mængden på hele 226,8 procent.

Priserne på krabber faldt med 27,4 procent, men på grund af en vækst på 47,3 procent i mængden af krabber, så steg eksportværdien med syv procent.