I mange år har årgangene af sild været små, men nu vejrer norske forskere morgenluft. De seneste undersøgelser har nemlig påvist, at der er ganske solide silde-årgange undervejs. Det skriver norske Havforskningsinstituttet.
Faktisk har forskerne ikke målt så store årgange med sild siden 2016.
– Vi har målt tre stærke årsklasser af norsk forårsgydende sild. Vi har aldrig målt flere sildeyngel, end vi har gjort på de seneste to økosystemture, siger havforsker Georg Skaret ifølge Havforskningsinstituttet.
Bekymringer vendt til optimisme
Den forårsgydende sild i norsk farvand gyder langs den norske kyst, og efter udklækning driver larverne nordpå langs kysten og derefter ud i Barentshavet. Her tilbringer silden sine “teenageår”, inden vandringen mod vest og ind i Norskehavet.
Forskerne har i årevis været bekymrede for sildebestandens tilstand på grund af små årgange og et forholdsvis højt pres fra fiskeri. Men nu er bekymringerne vendt til optimisme.
– Vi er meget spændte på fortsættelsen af vores undersøgelser, og vi håber, at den store mængde unge sild i Barentshavet nu kan vende den negative udvikling, vi har set et stykke tid, slutter Georg Skaret.