Færøsk fiskeeksport faldt med 167 millioner kroner

Faldet skyldes primært et fald i eksporten af makrel, som er faldet med 347 millioner kroner, eller 27 procent

Pelagiske fiskefartøjer ligger ved kaj i Runavík, Færøerne i december 2023. Arkivfoto: Edmund Jacobsen

Den samlede færøske eksport af fisk i 12-månedersperioden fra april 2023 til marts 2024 var 12,5 milliarder kroner.

Det er 552 millioner kroner mindre end den foregående periode. Det oplyser Hagstovan – Færøernes statistiske kontor.

Eksporten af fisk er faldet med 167 millioner kroner, eller 1 procent. Nedgangen skyldes primært mindre eksport af makrel, som er gået ned med 347 millioner kroner, eller 27 procent.

Eksporten af laks er nogenlunde uændret. Værdien er steget med to procent, mens mængden er faldet med en procent.

Både eksportværdien og -mængden af sild er steget. Eksportværdien er steget med 6 millioner kroner, mens mængden er steget med godt 7 tusind tons, eller 12 procent.

Andre varegrupper, der trækker eksporten op, er blandt andet fiskemel, fiskeolie og produkter ikke til menneskeføde – herunder slagteaffald. Her er væksten 598 millioner kroner.