Norske havforskere: Tobis kan blive truet af CO₂-lagring på dansk sokkel

Project Greensand, som efter planen skal lagre CO₂ på dansk sokkel, ligger kun få kilometer fra vigtige tobisområder syd for Norge

Forskere fra DTU Aqua har opdaget, at tobiser foretrækker groft sand og fint grus til at grave sig ned i, og undgår meget fint sand og større grus. Foto: Wikipedia

Havforskningsinstituttet i Norge advarer om, at der er begrænset viden om de langsigtede konsekvenser af CO₂-lagring i havbunden, særligt med hensyn til risikoen for lækager og skader på økosystemerne. Sådan lyder konklusionen fra instituttet på deres hjemmeside.

Project Greensand, som efter planen skal lagre CO₂ på dansk sokkel, ligger kun få kilometer fra vigtige tobisområder syd for Norge. Tobis er ifølge de norske forskere allerede sårbar på grund af lav rekruttering og følsom over for ændringer i pH, og lækager kan forværre situationen.

Ny forskning viser også, at lave iltniveauer kan hæmme ægudviklingen hos tobis.

“Tobis har i længere tid oplevet lav rekruttering, hvilket indikerer en allerede sårbar økosystemtilstand. Særligt på Vikingbanken har tidlige larvedriftsstudier peget på, at feltet er afhængigt af egengenerering, hvilket gør det særligt udsat for ydre påvirkninger, skriver Havforskningsinstituttet på deres hjemmeside.

Instituttet mener, at der er behov for mere forskning og overvågning for at reducere miljøskader. De peger på, at konsekvensudredningen bør tage højde for larvetransport og havstrømme, og at seismiske undersøgelser bør undgå fiskens gydeperioder.