Efter flere års tro tjeneste er den gamle FN 426 Kjølpen blevet solgt og erstattet af den tidligere HG 281 Elin.
Det vækker stor glæde hos medejerne Anders Kaae Larsen og Johnny Kjærsgaard Nielsen, som vurderer, at de tilsammen er på havet omkring 330 dage om året – i al slags vejr.
Her var den gamle Kjølpen, som blev bygget i 1986, efterhånden begyndt at have svært ved at følge med.
– Vi følte lidt, at det også var vores tur til at få et nyt skib. Dem, vi fisker sammen med, har jo fået nye både inden for de sidste 15 år, så vi var de sidste tilbage, der ikke var blevet opgraderet, siger Anders Kaae Larsen og fortsætter:
– Grunden til det er også, at vi regner med at fiske i mindst 30 år endnu. Det kunne vi ikke se os selv gøre på den gamle båd. Og så er det nu, mens vi stadig er unge og har energien til det, at vi skal gøre det.
Den nye Kjølpen er bygget i 2020.
Tredje medejer gjorde det muligt
Det er Anders Kaae Larsen og Johnny Kjærsgaard Nielsen, der ejer hovedparten af den nye FN 426 Kjølpen, men de sender samtidig en særlig tak til skibets tredje medejer.
Karsten Kristensen ejer de sidste procenter i båden, og uden ham var den store opgradering ikke blevet til noget.
Med ham ombord slap makkerparret for at skulle ud i et større og dyrt lån gennem eksempelvis Vækstfonden.
– Vi havde ikke gjort det her uden Karsten. Det havde vi simpelthen ikke. Så han skal helt sikkert have stor ros for at hjælpe os, siger Anders Kaae Larsen.
Både Anders Kaae Larsen og Johnny Kjærsgaard Nielsen fremhæver især tilliden i partnerskabet som en af de vigtigste forudsætninger for, at projektet og forretningen til søs kan lykkes.
Opgradering på alle fronter
Da Kjølpen blev bygget i 2020, var det på Jobi Værft i Strandby, og her har skibet også ligget de seneste fire uger, mens alt er blevet gjort klar.
Anders Kaae Larsen og Johnny Kjærsgaard Nielsen har blandt andet sat sig ind i systemerne, ryddet op og indrettet båden, så den passer til deres behov.
Derudover er Elins navn og nummer blevet fjernet og erstattet med FN 426 Kjølpen på skroget. Samtidig er skibet blevet slebet ned og malet udvendigt, inklusive arbejdsdækket.
– Nede i lasten har vi også været i gang. Den har været rigget til både industri og konsum, og vi fisker udelukkende konsum. Så nu er vi ved at få samlet det hele rigtigt og få tingene på plads. Det kommer til at spille maks, siger Johnny Kjærsgaard Nielsen.
Især lasten var en afgørende grund til, at de valgte at købe det nye skib, da de med en større last får færre lossedage.
– Men der er faktisk ikke noget, som ikke er en kæmpe opgradering. Det gælder det hele; lasten, arbejdsdækket, styrehuset, beboelsen og køkkenet, siger Johnny Kjærsgaard Nielsen.
Se billeder fra den nye FN 426 Kjølpen:
En drøm, der går i opfyldelse
Når man spørger Anders Kaae Larsen og Johnny Kjærsgaard Nielsen, hvad de glæder sig mest til ved det nye skib, falder svaret prompte fra dem begge: ingen motorstøj.
– En nyere båd er bare meget bedre isoleret. Og så glæder vi os også til den ekstra plads, siger Anders Kaae Larsen.
Johnny Kjærsgaard Nielsen supplerer:
– Det er jo en drøm, der går i opfyldelse. At gå fra et skib fra 1986 til et fra 2020 er et kæmpe skridt. Det er ren luksus.
Det bliver fortsat primært i Skagerrak, at FN 426 Kjølpen skal fiske, men med den ekstra størrelse, større last og forbedrede forhold har besætningen nu også mulighed for at omstille sig til andre områder som eksempelvis Nordsøen.
LÆS OGSÅ: A 321 Henriette Due har fået vokseværk