Bundgarnsfisker: Se godt på billederne til denne artikel…

En særegen dansk kulturarv risikerer at gå tabt, skriver bundgarnsfisker Jens Henriksen

Af Jens Henriksen, bundgarnsfisker

Se godt på billederne til denne artikel.

De er taget den 15. december 2021, men i realiteten kunne de være over 50 år gamle.

Motiverne er stemningsbilleder fra familien Henriksens bundgarnsfiskeri. Et fiskeri, som er drevet fra samme plads ved Lillebælt siden 1910.

Lignende billeder og historier kan tages og fortælles flere steder i landet. Dog ikke så mange steder som for 50 år siden.

Redskaberne har ikke ændret form eller funktion gennem tiden. Bundgarnene står som passive redskaber og fanger kun de fisk, som selv svømmer i.

De kan ikke effektiviseres med moderne teknologi, fangsten er alene betinget af, at fisken er til stede.

Hvis bundgarnsfiskeren fisker godt har, bestanden det godt – hvis bundgarnsfiskeren fisker dårligt, har bestanden det dårligt.

Bundgarnsfiskeriet var i mange år undtaget fra kvoter og anden regulering af fisketrykket.

Man vidste godt, at dette skånsomme fiskeri ikke havde indflydelse på de store linjer i forhold til fiskebestandenes velbefindende.

Selvfølgelig skal bundgarnsfiskeriet tages op til revision og vurderes på, om det er bæredygtigt forsvarligt at drive dette fiskeri.

Det er også sket, og Danmark har allerede effektueret kravet fra EU om at reducere ålefiskeriet med 50 procent.

Derfor virker det mildt sagt drastisk, at man nu kræver ålefiskeriet stoppet i højsæsonen uden at have set effekten af en 50 procent nedgang i fisketrykket.

Specielt når det kan dokumenteres, at erhvervsfiskernes landinger udgør 3 procent af den samlede dødelighed af blanke ål fra saltvand.

Til sammenligning udgør det rekreative fiskeri 7 procent.

Den største trussel mod ålen er det, der kaldes anden menneskelig dødelighed. Den udgør 49 procent og dækker over bl.a. spærring af ålens migrationsveje, kraftværkers turbiner, hvor ålen hakkes i stykker, og lignende. Alt sammen noget, der rent politisk er langt sværere at ændre på.

Den økonomisk altafgørende art i bundgarnsfiskeriet har altid været ålen.

Et stop for ålefiskeriet er derfor lig med et stop for bundgarnsfiskeriet. Dermed forsvinder en særegen dansk kulturarv, der i generationer har været en del af det danske kystmiljø.

Det synes jeg er trist.

Særligt fordi det ikke gavner ålebestanden nævneværdigt at stoppe, men også fordi netop bundgarnsfiskeriet taler direkte ind i fortællingen om, hvordan vi kan høste i naturen uden at sætte det store klimaaftryk. Bundgarnsfiskeriet har altid været på naturens præmisser, og det er det stadig.

Det er detaljen, der afslører, at billederne er nutidige. Den store forskel på før og nu ligger i arbejdsmiljøet.

Førhen var det fysisk hårdt at drive bundgarnsfiskeri. I dag er det psykiske presaltoverskyggende.