Når regeringen foreslår, at udvalgte områder i Kattegat lukkes for fiskeri med bundslæbende redskaber, så rammer det øsamfund som Læsø, samt arbejdspladser i Frederikshavn.
Og det skaber bekymring hos SF’s byrådskandidater Hanne Mie Madsen og Søren Visti Jensen i Frederikshavn Kommune og byrådsmedlem Michael Møller Kristensen, Læsø Kommune, som sammen har skrevet et debatindlæg på Kanalfrederikshavn.dk
Lige som regeringen ønsker at sætte CO2-afgiften på pause frem til 2030, opfordrer de til en lignende løsning for lukkeområderne.
– Kunne man forestille sig den imødekommende tanke, at også hummerfiskerne fik en femårs ”time out”, hvor tiden skulle bruges til økonomisk at støtte udvikling og brug af mere miljørigtige fiskeredskaber – for eksempel til de mere skånsomme ”flydeskovle”, som fiskerne selv foreslår, forslår de:
– Vi skylder de sidste af vores kystnære fiskere i deres små fartøjer, der i flere menneskealdre har været så stor en del af vores fiskerkultur, en fair chance for overlevelse.
Lokalpolitikerne understreger, at udfordringer med havmiljøet er en kompleks problemstilling, hvor fiskerne ikke er hovedsynderen. Spildevand, kvælstofudledning, klapninger, fjæsinger er på den lange liste, hvor man meget passende kunne sætte ind. Og så selvfølgelig sæl og skarv.
– Man bør også fra statens side agere på fiskernes bekymring omkring den voldsomme udvikling af bestandene af sæl og skarv, der på mange lokaliteter gør et dramatisk indhug i al tilgængeligt fiskeyngel. Fiskernes påpegning af behovet for en regulering bør imødekommes.