For blot en lille måned siden var beredskabsminister Lisbeth Bech-Nielsen (SF) kaldt i samråd af Venstres Anni Matthiesen.
Nu har Venstre-politikeren sammen med partifællen Søren Gade igen kaldt ministeren i samråd og denne gang også miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF).
Ved samrådet den 2. juli fik Venstre ikke svar på, hvordan man vil hjælpe de Rømø-fiskere, der har mistet en stor del af deres indtjeningsgrundlag.
Anni Matthiesen mener heller ikke, at det lykkedes at få beredskabsministeren til at lægge sig fast på en løsning på problemet.
– Rejefiskerne på Rømø står stadig i en uafklaret situation, og det kan simpelthen ikke passe, at beredskabsministeren ikke engang kan love, at hun vil løse problemet. Så nu giver vi hende altså chancen igen, og så håber jeg, at hun i samarbejde med miljøministeren kan give nogle svar, der kan give de her mennesker deres levebrød tilbage, siger hun.
Venstres fiskeriordfører, Søren Gade, er sammen med Anni Matthiesen initiativtager til samrådet. Han undrer sig dybt over den pludselige frygt for miner i Vadehavet.
– Nu har jeg beskæftiget mig med fiskeriet i mange år, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at der pludselig er opstået en minefare i Vadehavet, når minerne trods alt er mellem 80 og 110 år gamle. Det her ligner mest af alt, at man fra SF’s og Danmarks Naturfredningsforenings side sniger politik ind ad bagvejen uden at høre Folketinget først, siger han.
Forbuddet mod hesterejefiskeriet bunder i, at Beredskabsstyrelsen for første gang nogensinde er begyndt at håndhæve en 20 år gammel bekendtgørelse, der forbyder bundslæbende fiskeri på grund af frygten for miner fra Første og Anden Verdenskrig – også selvom ingen miner er eksploderet i området i over 50 år.
De to Venstre-politikere forventer, at samrådet med ministrene kan afholdes i august.
LÆS OGSÅ: Minister gav ingen svar i hesterejesagen