Ved årsskiftet havde fiskeriministeren Jacob Jensen (V) husket at indføre den nye CO2-afgift på brændstof for fiskere. Men han havde glemt den økonomiske kompensation til fiskerne, som var en del af aftalen.
I sidste uge udtalte jeg derfor i Fiskeri Tidende, at ministeren enten burde udskyde afgiften eller kompensere fiskerne krone for krone, hvis afgiften absolut skulle fastholdes.
Det har nemlig vist sig, at fiskerne ikke har mulighed for at omstille sig og dermed undgå afgiften, hvilket er hele idéen med aftalen. Hvis en afgift skal skubbe fiskeriet i en mere grøn retning, forudsætter det, at omstilling er muligt. Ellers giver initiativet jo ikke mening.
Ministeren har nu lyttet til min opfordring, og lugten af rådden fisk i fiskeriministeriet er forduftet for en stund. I fredags meddelte han om, at fiskerne frem til udgangen af 2029 vil få tilbageført de penge, de betaler i afgift, krone for krone.
Det glæder mig, at ministeren har handlet på min opfordring. Dog ærgrer jeg mig over, at løsningen er ekstremt bureaukratisk. Fiskerne skal nemlig søge den danske stat om kompensation, hvilket skaber en masse bureaukratisk bøvl, som kunne have været undgået.
Samtidig savner jeg et bud på, hvordan vi kan hjælpe vores fiskeri med en grøn omstilling, uden at det går ud over fangsten. Vores fiskeri skal være grønnere end i dag, men så længe der ikke eksisterer et alternativt brændstof, er det svært at holde fast i, at en CO2-afgift er løsningen. Snarere tværtimod.
Den seneste måned har vi således hørt historier om danske fiskere, der har følt sig nødsaget til at tanke i Sverige, Norge, Skotland, Færøerne og Storbritannien på grund af de høje afgifter. Det betød længere sejlruter og højere CO-udledning.
Udenlandske kuttere har fravalgt danske havne, hvilket har medført et markant fald i landingerne af fisk i Danmark. Det har betydet tabt omsætning, mens det på længere sigt ville have skabt behov for import af fisk fra udlandet og dermed øget CO2-udledning.
Og endelig har vi hørt om fiskere, der har følt sig tvunget til at sælge deres nye klimavenlige kuttere for at kunne have råd til afgiften. Afgiften var altså et selvmål for den grønne omstilling, og det var jo aldrig intentionen. For afgifter skal kun bruges som værktøj, når det giver mening.
Disse konsekvenser er imidlertid blevet afværget, hvilket er en midlertidig sejr for både fiskeriet og klimaet.
