På jagt efter rødspætter og skrubber i Østersøen

RI 428 Nordkysten ligger i øjeblikket og fisker i den vestlige Østersø. Fiskeriet i Nordsøen er for dårligt i øjeblikket, forklarer skipper og partsejer Peder Muff Nielsen

Ri 428 Nordkysten. Foto: Fiskeri Tidende

Trawleren RI 428 er langt hjemmefra torsdag formiddag, hvor fartøjet befinder sig mellem Als og Ærø i den vestlige Østersø. Skipper og partsejer Peder Muff Nielsen forklarer, hvorfor den tre mand store besætning ligger dernede og fisker – og ikke i Nordsøen.

– Det er skidt fiskeri i Nordsøen i øjeblikket, og selv om vi kæmper med det hernede, så kan vi da for det meste hive en dagsløn. Vi fisker efter rødspætter og skrubber, som vi lander inde i Sønderborg og får kørt til auktionen i Hvide Sande., lyder det fra Peder Muff Nielsen.

Priserne er sådan set nogenlunde på både skrubber og rødspætter, mener skipper, men der er også omkostninger forbundet med at ligge i Østersøen og fiske.

– Vi får mellem 5,50 og 6 kr. kiloet for skrubberne og mellem 13 og 14 kr. kiloet for rødspætterne. Så det er en fornuftig pris. Desværre koster det jo at få dem fragtet fra Sønderborg til Hvide Sande. Men det er trods alt bedre end alternativet at fiske i Nordsøen, hvor der ikke er noget at fange i øjeblikket, siger Peder Muff Nielsen.

Skipper og besætningen begyndte ellers året med fiskeri i Skagerrak og sejlede sidenhen ned i Østersøen.

– Vejret gjorde, at vi var nødt til at sejle herned. Men vi klager nu ikke. Fordelen hernede er, at vi sejler ud om morgenen, hvorefter vi har tre korte træk, og så er vi hjemme i Bagenkop igen samme dag. Og det er da skønt at få sovet ordentligt, siger skipper, som ikke ved, hvor længe de bliver i Østersøen.

– Vi vil da gerne hjem på et tidspunkt, men så længe det kan lade sig gøre at lave en dagsløn hernede, så bliver vi. Så vi har ikke sat nogen dato for, hvornår vi sejler hjem. Det kommer helt an på fiskeriet. Vi bliver hernede og fisker, til det ikke kan betale sig længere, lyder det fra Peder Muff Nielsen.

Fiskebutik i Hvide Sande får helt nyt look

Hvide Sande Røgeri investerer i en ny 25 meter lang køledisk til delikatesser samt røget og fersk fisk

Fiskebutik i Hvide Sande får helt nyt look

Hvide Sande Røgeri investerer i en ny 25 meter lang køledisk til delikatesser samt røget...