Rejetrawleren HV 67 Juvredyb ligger lige vest for Fanø og fisker onsdag eftermiddag, men der er nu ikke meget at råbe hurra for, mener skipper Lasse Guldberg Sörns.
– Det er ret magert mængdemæssigt. Der er lige poppet nogle rejer op her ved Esbjerg. Men nede ved os selv ved Rømø er der ingenting. Det har været sådan et stykke tid nu. Vi har ligget ved kaj i to måneder nu, hvor vi ind imellem lige tager ud og prøver, og så sejler ind igen, når det viser sig, at der ikke er noget at komme efter, siger han.
2019 var et katastrofeår for de danske hesterejefiskere, og problemerne synes at fortsætte for dem også i år.
– Sidste år var det dårligste år i 25 år, og så får vi lige den her oven i også. Små mængder og så hele corona-situationen. Fabrikkerne i Marokko kører kun på 10-20 procent kapacitet, så der er jo også begrænsninger på, hvor meget vi kan levere til fabrikkerne på Rømø, siger Lasse Guldberg Sörns.
Situationen har også betydet, at de ikke er samme antal om bord, som de plejer.
– Lige nu er vi kun to mand om bord. Det er den eneste måde, det kan køre rundt på. Jeg foretrækker ellers, at vi er tre mand ude. Så skåner man sin besætning noget mere, når der er en, der kan sove ind imellem, siger skipper.
Det er ellers en tid på året, hvor fiskeriet normalt er godt, så det ærgrer skipper, at der ikke rigtigt er nogle mængder nu.
– Det plejer at blive godt nu her. Men jeg er bange for, at vi mangler noget blæsevejr, der kan ruske op i det. Der er godt med vind nu, men det er nordøstenvind. Det skal helst være vestenvind eller fra sydvest. Så får vi noget grumset og beskidt vand, og det er en god tommelfingerregel, at så er det godt at fange hesterejer i dagstimerne, siger Lasse Guldberg Sörns, inden han er nødt til at smide telefonen.
– Jeg er nødt til at smutte nu. Vi sidder i et hul, når han lige at sige, inden samtalen er slut.