Lars Johannesen fra O 10 Hyacint har sat kursen mod Kattegat og jomfruhummerfiskeriet, da Fiskeri Tidende fanger ham.
– Vi har lige været inde ved auktionen i Gilleleje for at losse her til morgen, og nu er vi så på vej ud igen. Hvis alt går efter planen, så er vi tilbage med en ny fangst om to dage, da det gerne skal være så friskt som muligt, fortæller skipper Lars Johannesen.
Sammen med sin makker har den fynske fisker været i gang med at fiske jomfruhummer i nogle dage, og som han siger, det er fint vejr.
– Det iser og er koldt, men hvis man vil tjene lidt penge, kan man ikke være sart med vejret. Det er ikke de store mængder hummer, vi fanger i øjeblikket, men det er da blevet bedre i forhold til for nogle uger siden. Men det ville være bedre, hvis vi havde noget stabilt vejr, siger han.
Selvom vejret ikke er den helt store samarbejdspartner i disse dage, så er det da lykkedes for Lars Johannesen at få nogle kilo hummer med ind til auktionen i det nordsjællandske.
– Vi har lige losset omkring 600 kilo jomfruhummer, og de er både store og små. Derudover havde vi cirka 300 kilo blandet fisk, lyder det fra styrehuset på O 10 Hyacint:
– Priserne er ganske gode lige for tiden, vi får omkring 90 kroner for de store og 35 for de små.