S 84 Ida-Katrine: Der har været et rimelig godt hummerfiskeri i år

Skagen-fisker Jess Wittus Hansen veksler mellem at fange jomfruhummer og fisk. Og det går ganske fint

Med god jysk beskedenhed fortæller fartøjsejer Jess Wittus Hansen, at det er et godt fiskeri i år. Det er i hvert fald bedre end sidste år.

– Der har været et rimelig godt hummerfiskeri i år, når det kommer til mængderne. Måske kunne prisen være lidt bedre, da alting er steget – det er hummerprisen bare ikke. For 15 år siden, der fik vi også 80 kroner kiloet, som vi gør i år.

– Til gengæld er fisk blevet dyrt, og der er rimelig godt fiskeri på dem, fortæller Jess Wittus Hansen.

Besætningen på S 84 Ida-Katrine veksler mellem de to typer fiskerier i øjeblikket, hvilket er med til at give et fornuftigt udbytte i sidste ende.

– Vi fisker hummer om natten, hvor der jo ikke kommer fisk med. Men de dage, hvor det ikke er til at fiske om natten, der sætter vi et fisketrawl på og fisker efter fisk på en anden lokation. Vi veksler mellem fiskeriet, hvilket vi altid har gjort, siger han.

Fangsterne fra S 84 Ida-Katrine bliver afsat til to forskellige auktioner. Fisk bliver solgt i Hirtshals, og hummere i Skagen.

– Det skyldes, at i Skagen er der nogle fiskearter, der er lidt svære at sælge. Rødspætter, blæksprutter og rødtunger er ikke særlig dyre i Skagen, hvor vi til gengæld kan få en fin pris på kuller og sej, men det vil trække ned på gennemsnitsprisen. Men hummerne bliver stadig solgt i Skagen, siger Jess Wittus Hansen:

– Jeg er da ærgerlig over, at vi er nødt til at gå med denne løsning, men jeg har bare ikke råd til at være flink i disse tider. Det havde da været bedre, hvis alt blev solgt på auktionen her i Skagen.