I det potentielt kommende lukkeområde nord for Anholt har RS 151 Ejca og den tre mand store besætning i de seneste dage fisket efter jomfruhummer. Det har dog ikke været verdens bedste fiskeri i denne omgang, lyder det fra Skipper Ejner Thomassen.
– Der er ikke så meget fiskeri om natten lige i øjeblikket, så da det blev mørkt onsdag aften, valgte vi at sejle hjem til Bønnerup, fortæller Ejner Thomassen og fortsætter:
– Lige så snart månen bliver aftagende, så bliver fiskeriet efter jomfruhummere det også.
Til trods for at natfiskeriet ikke har været det bedste de sidste to uger, så er der da kommet nogle jomfruhummere med hjem til Bønnerup – cirka 750 kilo blev det til.
– I øjeblikket får vi 62 kroner for de store, hvor vi for nogle uger siden fik 85 kroner. Prisnedgangen skyldes, at der er begyndt at komme jomfruhummere oppe nordfra, det er med til at presse priserne lidt ned. Det er ikke en ukendt situation, vi har prøvet det før, det med at priserne falder, da der kommer flere jomfruhummere ind til auktionerne.
– Vi havde ikke kun jomfruhummere med, det blev også til ni kasser fisk, som hovedsageligt bestod af slethvar og tunger, siger han.
Ejner Thomassen sejler trofast hjem til Bønnerup efter endt sejlads for at losse, men da der ikke er en auktion i Bønnerup, bliver hans fangster kørt andetsteds hen.
– Det hele bliver samlet op af Logistikken, der kører det nord på. Fiskene bliver solgt på auktionen i Strandby og jomfruhummerne bliver solgt til Læsø Fiskeindustri.