Det er småt med fisk ud for Thorsminde for tiden, og når der endelig er fisk i garnene, sker det alt for ofte, at der også kommer en sæl forbi.
Det fortæller Kristian Kristensen, der har L70 Limea i Thorsminde.
Han fisker for tiden efter torsk og isinger.
– Det er ikke store mængder, det bliver til. Jeg er på 500 kilo torsk siden nytår. Der var en lille smule at fange, indtil vi fik den store storm, men så var det som om, fødefisken forsvandt, og når det sker, så vil torsken ikke være her. Det var først i sidste uge, at den begyndte at dukke op igen, siger han.
– Mit fiskeri er meget plaget af sæler. Det er et kæmpe problem, og det har det været i 20-25 år. Politikerne snakker og snakker om at gøre noget ved det, men der sker ingenting. Den første dag efter en kuling, hvor vandet er beskidt, har jeg torskene for mig selv, men så snart vandet bliver klart, så finder sælen dem, siger Kristian Kristensen.
Det er planen, at han vil fiske torsk og isinger et par måneder endnu, indtil det bliver sæson for tunger.
– Tidligere kunne vi fange en masse rødspætter i marts og april, men det kan vi ikke længere. Biologerne siger godt nok, at der mange af dem, men vi kan ikke finde dem, siger Kristian Kristensen.
– Vi må heller ikke lande stenbidere i år. Forleden havde jeg fisk med ind for 325 kroner, og på sådan en dag gør det da en stor forskel, om man skal smide en stenbider ud, som man kunne have fået 500 kroner for. Jeg synes, det er fair nok, at vi ikke må fiske målrettet efter stenbidere, men jeg synes, det er noget pjat, at vi ikke har en bifangskvote på dem, siger han.