Den står på fiskeri efter brislinger og sild ved Bornholm for tiden for Frederik Møller, der har fartøjet R 165 Vega sammen med sin far Jens Møller.
– Vi fisker i den østlige del af Østersøen ud for Nexø. Det er rationsfiskeri, hvor vi må fange 50 ton brislinger om måneden, indtil kvoten er brugt op. Sildene er bifangst. Tidligere kunne vi fiske herovre tre-fire måneder i begyndelsen af året, men kvoten er skåret noget ned, så i år forventer vi kun at kunne gøre det i to måneder, siger Frederik Møller.
– Vi har været på havet tre dage indtil nu. Den ene dag var der fire ton, og ellers har det været noget klatværk, men det er sådan, det plejer at være i januar. Det skal nok blive bedre, når vi kommer lidt længere hen. Priserne er lavere i år end sidste år, hvor priserne var rigtig gode. I år får vi godt to kroner per kilo, siger han.
Når han ikke fisker brislinger og sild ved Bornholm, fisker den 27-årige bornholmer jomfruhummere i Kattegat fra Gilleleje, hvor han bor med sin familie.
– Med jomfruhummerfiskeriet havde vi en rigtig god sæson sidste år. Jeg er til gengæld ærgerlig over, at man har skåret i torskekvoten og tungekvoten i det nye år, og samtidig skal vi til at betale CO2-afgift, men der er nok ikke andet for end at prøve at tage det med oprejst pande, siger Frederik Møller.