Torsken vandrer i stor stil mod de britiske farvande, og det kan potentielt skabe problemer for dansk fiskeri i fremtiden, hvis ikke adgangen til britisk farvand efter Brexit sikres.
Sådan lyder budskabet fra Jørgen Dalskov, der er cheffiskerikonsulent hos DTU Aqua, da han gæstede radioprogrammet “Orientering” den 4. februar.
Et budskab, der bakkes op af Thyborønfisker Tamme Bolt.
– Vi kan se, at torsken flytter længere mod nord. De trækker mere op i det engelske farvand, og det skulle ikke forbavse mig, om vi om et års tid er nødsaget til at hente op til halvdelen af vores fangst i britisk farvand siger Tamme Bolt om torskens exit fra den danske del af nordsøen:
– Det er ikke fordi, at torsken ikke er der (i Nordsøen, red.), den er bare et andet sted, lyder det fra Tamme Bolt i radioprogrammet.
Jørgen Dalskov bekræfter, at i løbet af de seneste 15 år, er flere vigtige fiskearter som torsk, sild og tobis vandret fra den danske del af nordsøen og længere mod nordvest. Og netop derfor er det vigtigt at danske fiskere fortsat har adgang til at fiske i britisk farvand.
– Hvis EU ikke får lavet en aftale om adgang til de britiske farvande, så kan det potentielt betyde, at dansk fiskeri mister en del af deres omsætning, lyder det fra Jørgen Dalskov.
Klimaforandringer kan være årsagen
Jørgen Dalskov understreger, at man ikke med sikkerhed kan vurdere, om det er klimaforandringer eller fiskeaktiviteter, der er årsag til fiskens vandring.
Det er dog et kendt faktum, at torsken befinder sig bedst i farvande, hvor temperaturen ikke overstiger 12 grader celcius. Dette kan tale for, at klimaforandringer spiller en rolle for torskens lyst til at søge nye vande. Dette kan også være årsagen til, at flere nye arter har fundet vej til de danske farvande. Arter, som måske på sigt kan danne grundlag for et nyt fiskeri.
– Nye arter som sardiner og mulle søger op i Nordsøen syd fra. Disse arter vil kunne udnyttes kommercielt, såfremt man ser en mængde hvor det er bæredygtigt at begynde at fiske på dem, lyder det fra cheffiskerikonsulenten hos DTU Aqua.