Gennem den seneste periode har fiskeauktionerne udviklet sig til lidt af en gyserfilm for landets fiskere. Priserne på dansk fisk er i frit fald. De restauranter, der plejer at lange dansk fisk over disken, er lukket. Eksportmarkederne er underdrejede, og eksporten er faldet markant.
De forhold understreger, at efterspørgslen på dansk fisk er faldet betydeligt. Og det har sendt priserne ud på en alvorlig deroute, der er ødelæggende for forretningsgrundladet i dansk fiskeri.
Derfor er der mere end nogensinde før behov for tiltag, der kan øge efterspørgslen på dansk fisk og holde hånden under beskæftigelsen i fiskeribranchen.
Det har længe været et ønske fra den danske fiskeribranche, at det kinesiske marked åbnes for fiskerivarer som jomfruhummer, konksnegl, taskekrabber og hvidfisk. Derfor har både Danmarks Fiskeriforening og Danish Seafood Association rettet henvendelse til fiskeriministeren i håb om, at det kan sætte gang i tingene.
– Det er afgørende, at regeringen midt i al det her kaos ikke glemmer markedsindsatsen. Der ligger et kæmpe potentiale i at få åbnet op sådan, at vi kan eksportere flere arter til Kina. Det kan blive en kæmpe gevinst. Ikke bare for fiskeribranchen, men for hele Danmark. Der er nemlig brug for eksportindtægterne, hvis vi skal holde hjulene i gang lyder det fra Poul Melgaard Jensen, direktør for Danish Seafood Association.
Direktøren for Danmarks Fiskeriforening, Kenn Skau Fischer tilføjer:
– Coronakrisen tager hårdt på danske fiskere. Særligt vores jomfruhummer-fiskere har måtte se deres varer blive solgt til en pris, der på ingen måde står mål med produktets kvalitet og den arbejdsindsats, det kræver. Det er uholdbart. Derfor skal regeringen huske at tænke i tiltag, der kan få efterspørgslen i gang igen, og her er der et stort potentiale i at kigge mod Kina.
Det bliver spændende at følge, om regeringen lytter til opfordringen. Særligt for de fiskere, der hver morgen holder vejret, når auktionshammeren falder. Fiskeri Tidende dækker løbende corona-krisen og konsekvenserne for fiskerierhvervet, og vender selvfølgelig tilbage med mere om denne sag, når der foreligger et svar på henvendelsen.