Regeringen med udkast til fiskerikommission

Danmarks Fiskeriforening advarer dog mod at Kommissionen bruges i værdikamp
af Claus Kirkegaard
24 maj 2022

Netmediet Altinget.dk er kommet i besiddelse af regeringens udkast til et nyt fiskerikommissorium, som er blevet præsenteret for Folketingets partier.

Ifølge udkastet vil klima- og miljøhensyn vægte højt.

Den kommende fiskerikommissions arbejde skal ifølge regeringens udspil deles op i to faser. 

I første fase skal fiskeriet analyseres, og der skal opstilles visioner med udgangspunkt i de to målsætninger; ”størst muligt samfunds-økonomisk udbytte af fiskeriet” og ”mindst mulig påvirkning af økosystem og klima”.

I fase to skal kommissionen så komme med en række anbefalinger til, hvordan disse visioner kan realiseres.

I arbejdet med visionerne er det et fokusområde, at ”virksomhedernes økonomiske bæredygtighed går hånd i hånd med den grønne omstilling”, mens anbefalingerne blandt andet ”skal indeholde vurderinger af de biologiske og klimamæssige effekter”, skriver Altinget.dk.

 

Skal ikke bruges i værdikamp

Danmarks Fiskeriforening går ind i arbejdet i en positiv ånd og opfordrer til, at Folketinget gør det samme, når kommissoriet skal færdiggøres.

Det oplyser formand Svend-Erik Andersen, der håber, at kommissionen kan være med til at tegne fremtiden for et bæredygtigt og styrket fiskerierhverv.

- Men djævlen ligger jo i detaljen, og det er afgørende, at det her bliver en fiskeri-kommission med blik på at sikre et bæredygtigt fiskerierhverv både miljømæssigt og økonomisk. Politikerne skal tænke sig rigtig godt om, så kommissionen ikke bliver brugt i en politisk værdikamp, hvor der bliver sat nogle falske modsætninger op mellem fiskeri og natur, siger Svend-Erik Andersen og fortsætter:

- En kommission skal i mine øjne finde løsninger, så vi fremadrettet stadig kan lande de mængder af dansk fanget fisk, der er behov for. Det skal handle om udvikling og ikke om afvikling.

Flere Nyheder