Regler, kontrol, kamera og discard – er der noget, som Jacob Handrup har styr på, så er det netop det.
Som chefkonsulent i Danmarks Fiskeriforening er det netop hans speciale, og han sætter en ære i at bygge bro mellem fiskeriregulering fra skrivebordet til den virkelige verden hos fiskerne.
Søndag 18. juni tænkte han dog forhåbentlig ikke så meget på fiskeri. Der fyldte han nemlig 50 år.
Fiskernes mand, når det ikke giver mening
Jacob Handrup har arbejdet hos Danmark Fiskeriforening siden april 2020. Her har han især fokus på landingspligt og discard – en opgaveportefølje, som gennem tiden har udvidet sig til at bygge bro mellem alverdens regler og fiskeri.
For det er ikke altid, at det hele giver lige meget mening, og her er det Jacob Handrups opgave at hjælpe og oversætte for fiskerne. Så det kan fungere i en travl hverdag på havet.
En af de opgaver, som især stjæler Jacob Handrups tid, er kameraprojektet i Kattegat. Her er han fiskernes mand. Han rejser deres udfordringer over for styrelsen og kræver løsninger, når der er problemer.
Baggrund hos kontrollen
Og netop fiskeristyrelsen – og især Fiskerikontrollen – kender han særdeles godt.
Jacob Handrup har nemlig tidligere sejlet med Fiskerikontrollen, men undervejs i sit arbejde for kontrollen skete der noget.
Han blev hooked på fiskeriet, og i sit arbejde blev han efterhånden rigtig god til at sætte sig ind i de udfordringer, som fiskerne arbejdede under.
Måske endda lidt for god. I hvert fald lagde han kontrolkasketten på hylden og valgte i stedet at arbejde for fiskerne i Danmarks Fiskeriforening.
Stort tillykke med fødselsdagen!