Fiskeriforhandlinger for 2024 er kommet godt fra land

Forhandlingerne om fiskeriet 2024 er i gang. Bl.a. har DFPO netop været i London, hvor torsk og sild lader til at blive de store knaster

Inden vi rammer nytår, skulle EU, Storbritannien og Norge meget gerne være blevet enige om fiskeriet i 2024. 

Derfor er forhandlingerne om bl.a. fiskekvoterne i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat nu skudt i gang. Forhandlingerne kører ad flere spor. Der er bilaterale forhandlinger mellem EU og Storbritannien og mellem Storbritannien og Norge, samt trilaterale mellem EU, Storbritannien og Norge. 

Det er embedsmænd fra EU og fra medlemsstaterne, som fører forhandlingerne. Undervejs er der dialog med erhvervet, så derfor er Danmarks Fiskeriforening selvfølgelig også til stede.

Bl.a. var chefbiolog Michael Andersen, formand for Skagerrak/Kattegat-Udvalget Claus Hjørne Pedersen og formand for Nordsø-Udvalget Alfred Fisker Hansen i sidste uge i London, hvor de trilaterale forhandlinger begyndte. Her talte de fiskernes sag.

– Stemningen er betydeligt bedre end sidste år. Der er enighed om flere arter – de store knaster er umiddelbart torskekvoten og sildekvoten, hvor der fortsat er et stykke vej, fortæller chefbiolog Michael Andersen. 

Hos Danmarks Fiskeriforening er øjnene især rettet mod torskekvoten, hvor Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) har anbefalet en mindre torskekvote, på trods af at bestanden er vokset med 46 procent. Det er dybt kritisabelt.

Som sagt, er også de bilaterale forhandlinger i gang. Storbritannien og EU diskuterer de mange arter, som parterne deler, mens EU og Norge lægger arm om bl.a. balancen. For Danmarks Fiskeriforening er det afgørende, at en aftale mellem EU og Norge er på plads inden årsskiftet, så situationen fra sidst, hvor de danske fiskere var forment adgang til norsk farvand indtil marts 2023, ikke gentager sig.

De bilaterale forhandlinger mellem EU og Norge genoptages 27. november i Oslo. De trilaterale forhandlinger mellem EU, Norge og Storbritannien er 21.-23. oktober i Bruxelles. Danmarks Fiskeriforening er både at finde i Oslo og Bruxelles.

Forhandlingerne fortsætter helt ind i december. Traditionen tro vil der midt december være et Ministerrådsmøde i EU, hvor kvoterne endeligt skal vedtages i en politisk aftale.