DF: CO2-afgiften er tåbelig og skadelig – især for dansk fiskeri

Dansk Folkepartis Peter Kofod er ikke imponeret over den nye CO2-afgift

Peter Kofod. Foto: Marie Hald

I et debatindlæg bragt i Avisen Danmark gør Peter Kofod fra Dansk Folkeparti i rette med den CO2-afgift, der i sidste uge blev vedtaget i Folketinget.

Folketingspolitikeren skriver, at der intet ansvarligt er ved at indføre denne afgift på fiskeriet, da fiskerne ikke har alternative muligheder til den traditionelle dieselolie.

– De kan ikke omstille sig til at sejle på grønne brændstoffer. Ikke fordi de ikke vil. Nej, fordi der ikke findes nogle brændstoffer, de kan købe. Og hele ideen om brintsamfundet og PTX som den store løsning på det hele blev forleden i dagbladet Politiken af alle steder betegnet som en ”boble, der er ved at briste”, lyder det i Peter Kofods debatindlæg.

Han skriver også, at den nye CO2-afgift i sidste ende ikke kun vil ende som en større regning til fiskerne, det vil også koste på miljøets.

– Og hvad kan vi så forudse, at der vil ske? Jo, dem der kan, vil sejle deres last af torsk, kuller, sild, jomfruhummer og andre gode fødevarer til en udenlandsk havn. Her kan de tanke skibet og spare afgiften og sejle ud igen.

– Og hvad så med fisken? Den vil i mange tilfælde blive læsset på store diesellastbiler og fragtet til Danmark for at blive solgt på auktioner her. Det er simpelthen den billigste måde for fiskerne at få deres fisk landet i Thyborøn eller Hirtshals. Det skriger ganske enkelt til himlen, skriver han.

Slutteligt lover DF’eren, at han vil kæmpe for dansk fiskeri, når der snart skal være de længe ventede fiskeriforhandlinger.

Læs hele hans debatindlæg her.