Hals-skipper ejer fartøj for anden gang

Allan Aabenhus Nielsen har købt sit jernfartøj tilbage, og han har droppet planerne om at trappe ned

A 321 Henriette Due er tilbage i Hals hos Allan Aabenhus. Foto: Privat

Fiskeskipper Allan Aabenhus Nielsen fra Hals har erhvervet sig et nyt fartøj. Men en helt ny oplevelse er der ikke tale om. Det er nemlig anden gang, at han ejer A 321 “Henriette Due”, der er et jernfartøj på 23 meter. Han ejede også fartøjet for fem år siden, men byttede det dengang til en trækutter ejet af fiskeskipper Kent Larsen, Strandby. Kutteren fik navnet A 357 “Hanne Due” og ejes i dag, efter at Allan Aabenhus Nielsen har fået sit gamle jernfartøj tilbage, af sønnerne Mads og Mikkel.

Det er med en vis munterhed i stemmen, at Allan Aabenhus Nielsen forklarer om baggrunden for Due-navnet, for det er ikke et familienavn.

– Navnet går helt tilbage til min oldefar, der også var fisker, men holdt duer – derfor blev han kaldt Due, og det har så fulgt familiens fartøjer lige siden, forklarer han.

“Hanne” refererer til hans mor og har sammen med A 321 været aktivt i familiens eje siden 1961. “Henriette” er navnet på hans hustru. På samme måde har A 357, der var nummeret på farfarerens fartøj, været i familiens eje siden 1941.

Lang karriere som fisker

Allan Aabenhus Nielsen faldt ikke langt fra stammen. Han er 57 år og har fisket siden 1983, men var med ude at fiske første gang allerede som fireårig.

Grunden til, at han byttede sig til “Hanne Due”, var seriøse overvejelser om at nedtrappe fiskeriet og kun tage på havet tre-fire dage om ugen. Men når han først var derude, og fangsten var god, kunne han ikke dy sig for at blive og lige tage et par træk til. Og så kunne han lige så godt få sit gamle stålfartøj tilbage.

Allan Aabenhus Nielsen har én mand med på havet og er uhyre glad for “Henriette Dues” shelterdæk, som “Hanne Due” ikke var forsynet med. Det giver bedre arbejdsforhold, og så kan han have to sæt grej med, hvilket er en stor fordel. For tiden et fisketrawl og et sæt hummertrawl. Han fisker først og fremmest efter hummer og benytter da Hals som basishavn. Men om vinteren skifter han til Hirtshals.

Med sit fornyede ejerskab til “Henriette Due” ligger tanken om at trappe ned for anden gang fjernt for Allan Aabenhus Nielsen.

– Jeg bliver ved, så længe jeg kan, siger han med fast stemme, men undlader ikke at gøre opmærksom på de mange problemer, fiskerierhvervet står over for:

– Der er for mange trælse ting inden for fiskeriet, og der bliver for mange ting trukket ned over hovedet på erhvervet af folk, der ikke har forstand på det. Men jeg er stolt over at være fisker og bliver ved, selv om det er op ad bakke.

CO2-afgiften presser fiskeauktion: Forventer fald i omsætningen på en kvart milliard

Hanstholm Fiskeauktion forventer, at omsætningen på auktionen i år vil falde med en kvart milliard kroner på grund af CO2-afgiften

CO2-afgiften presser fiskeauktion: Forventer fald i omsætningen på en kvart milliard

Hanstholm Fiskeauktion forventer, at omsætningen på auktionen i år vil falde med en kvart milliard...