Traditionen tro fik én af de nyuddannede erhvervsfiskere til Blå Bevis en helt særlig hæder som Årets Unge Fisker.
Og i år gik prisen til 18-årige Mike Hjort Samuelsen fra Skagen, der er født og opvokset i en fiskerfamilien.
Begrundelsen for, at Mike Hjort Samuelsen fik prisen, lød:
– Det har ikke været nemt, men valget er faldet på en, der har gjort det rigtig godt i praktikken, og som har klaret skolen utrolig godt. Selvtilliden fejler ikke noget, og eleven tvivler heller ikke på sin egen dygtighed.
– Hans første praktikskipper sagde, at han kender og kan det meste, fordi han er født i fiskermiljøet. Den sidste praktikplads udtaler om eleven: Det går bare så godt med ham. Han er er en rigtig dygtig elev. Så flere af dem – det vil vi gerne have.
Mike Hjort Samuelsen har været i praktik på S 255 North Sea, HG 333 Isafold og S 144 Themis. Han har især fået smag for pelagisk fiskeri, og han har netop været på fiskeri efter makrel. Derudover er han allerede begyndt på Skipperskolen.
Det er North Sea College, der vurderer, hvem der skal have prisen. Blandt kriterierne er, at man har passet sin skole, udvist flid og interesse både på skolen og i praktikken, og at man er en god og hjælpsom kammerat.