Først forbød Storbritannien fiskeri med bundslæbende redskaber på Dogger Banke, og nu barsles der med nye planer om trawlfrie områder i britisk farvand.
Ligesom det var tilfældet med Dogger Banke, er det hovedsageligt EU-fiskere, der vil blive ramt af de nye forbud, hvis de bliver vedtaget.
Der er tale om områder i både Det Irske Hav, Den Engelske Kanal og i Nordsøen.
Tal fra de europæiske fiskeriorganisationer, Europêche, EBFA og EAPO, viser, EU-fiskerne vil blive ramt næsten fem gange så hårdt som de britiske fiskere.
Kenn Skau Fischer, der er adm. direktør i Danmarks Fiskeriforening, forventer, at det hovedsageligt er franske, hollandske og belgiske fiskere, der vil blive ramt af de nye forbud.
– Vi skal have undersøgt til bunds, om der også er danske interesser, der bliver ramt, men uanset hvad, så står vi skulder ved skulder med vores europæiske kolleger, ligesom de støttede os, da briterne forbød fiskeriet på Dogger Banke, siger Kenn Skau Fischer.
– Det er ikke rimeligt, at briterne agerer, som de gør, hvor de konsekvent finder de steder, hvor forbud ikke rammer de engelske fiskere, men til gengæld går hårdt ud over de europæiske fiskere, siger han.
Forslaget om de nye forbudszoner er netop nu i høring, og i den forbindelse har de europæiske fiskeriorganisationer, som Danmarks Fiskeriforening er en del af, indsendt et høringssvar, hvor det påpeges, at der endnu engang er tale om diskrimination af EU-fiskerne fra Storbritanniens side.