– Det er en trist dag for mig, for Danmarksdemokraterne og nok allermest for dansk fiskeri.
Sådan lyder det fra Danmarksdemokraternes fiskeriordfører Kristian Bøgsted om den aftale om fremtidens fiskeri, som regeringen onsdag har indgået med Enhedslisten, Alternativet, SF, Radikale, Konservative og Liberal Alliance.
Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er ikke med i aftalen.
– Regeringen har indgået en aftale, der påstår at handle om fiskeriets fremtid – jeg ser det i virkeligheden mere som en aftale imod fiskeriet. Venstre har solgt sig selv – og dansk fiskeri – til den røde regering, skriver Kristian Bøgsted i et opslag på Facebook.
Han hæfter sig blandt andet ved, at fiskerne fra 2029 skal betale CO2-afgift, og at man forbyder fiskeri med bundslæbende redskaber i Bælthavet og i store dele af Kattegat.
Derudover peger han på, at der indføres yderligere restriktioner på ålefiskeriet, og at muslingefiskeriet efterlades i en uafklaret situation.
– Det er kun et udpluk af de tiltag, som regeringen nu vil presse ned over hovedet på fiskerierhvervet. Som fiskeriordfører er jeg ikke længere bare skuffet – jeg er godt gammeldags sur og tvær. Over aftalen og måden regeringen har forhandlet på, skriver Kristian Bøgsted.
– Men jeg vil selvfølgeligt fortsætte kampen for dansk fiskeri og for de mange mennesker, der hver dag knokler på havet og i havnene. For i Danmarksdemokraterne lader vi os ikke kue af en regering, der helt tydeligt hellerede vil afvikle end udvikle de danske erhverv, skriver han.