Corona, Brexit, miljøbeskyttelse, klimaforandringer – den virkelighed, som dansk erhvervsfiskeri befinder sig i, ændrer sig konstant.
Det kræver tilpasning. Det gælder både fiskerne, men også Danmarks Fiskeriforening, hvor bestyrelsen foreslår, at vedtægterne tilpasses på den kommende generalforsamling 16 maj.
– Vi skal følge med udviklingen i Danmarks Fiskeriforening og tilpasse os den verden, vi og vores medlemmer står overfor. Derfor har bestyrelsen besluttet, at tiden er inde til at justere vores vedtægter, siger Kenn Skau Fischer, der er direktør i Danmarks Fiskeriforening.
En stor del af vedtægtsændringerne drejer sig om at simplificere og præcisere vedtægterne, fx foreningens ret til at forhandle og indgå aftaler om anlæg til havs. Derudover vil man gøre det muligt for fx bierhvervsfiskere at blive medlemmer. Og også bestyrelsens størrelse står for tur.
Adgang for fartøjer med mindre omsætning
Danmarks Fiskeriforening er og skal være erhvervsfiskernes forening i Danmark. For bestyrelsen er det vigtigt at understrege, at Danmarks Fiskeriforening er en forening for erhvervsfiskerne i Danmark, uanset fartøjets og omsætningens størrelse og type af fiskeri, som man er engageret i – og det ændres der ikke på.
I dag skal man være fisker med A-status for at kunne blive medlem af DFPO. Det foreslår bestyrelsen justeret, så kravet fremover bliver, at man er ” producent”: Altså sælger sine fisk på auktion eller lignende og har et nummer på sit fartøj.
– Vi foreslår ændringen for at kunne rumme mange af de medlemmer fra fx de indre danske farvande, der er ramt og rammes af forbud mod fiskeri, og som i længden ikke kan opretholde A-status. Dem vil vi naturligvis gerne fortsat have med i foreningen og arbejde for, for der bliver forhåbentlig en tid, hvor der igen kommer et fornuftigt erhvervsfiskeri i de indre farvande, forklarer Kenn Skau Fischer:
– Bierhvervsfiskere kan allerede i dag være medlem af flere af de lokalforeninger, som Danmarks Fiskeriforening samarbejder med. Men vi vil også gerne byde dem velkommen, som ønsker at være en del af vores fællesskab for erhvervsfiskeriet.
Mindre bestyrelse
Bestyrelsen kigger også indad og foreslår, at den reducerer i antallet af bestyrelsesmedlemmer. I dag kan Kreds Nord og Kreds Vest hver opstille 5 bestyrelsesmedlemmer til valg, mens Kreds Øst har 4 mulige pladser – og så er der formanden, som vælges direkte på generalforsamlingen.
– De seneste år har Kreds Nord og Vest reelt set kun haft fire bestyrelsesmedlemmer – og i år opstiller Kreds Øst kun 3. Det antal vil vi gerne låse, så kredsene med de nye vedtægter kan opstille 4, 4 og 3 bestyrelsesmedlemmer, forklarer Kenn Skau Fischer.
I forhold til kredsene foreslår bestyrelsen en løsere definition af antal kredse, og at det ikke nødvendigvis skal være en geografisk opdeling, som vi ser i dag. Derved er DFPO forberedte på en situation, hvor der kun er behov for 2 eller 1 kreds(e), eller geografien eventuelt ikke spiller en vigtig rolle længere.
Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer er udsendt til alle medlemmer sammen med indkaldelse og dagsorden til generalforsamlingen 16. maj 2025.
Vi ses!