Fiskeren, politikeren og foreningsmanden fylder 90 år

11. maj kan den tidligere Hanstholm-formand Svend Heiselberg se tilbage på 90 år fyldt med fiskeri, foreningsarbejde og politik

Da Hanstholm Fiskeriforening tilbage i marts holdt generalforsamling, var han der. Klar. Frisk.

Var det ikke fordi, at Svend Heiselberg selv nævnte det, så var det sådan set ikke til at se, at han fylder 90 år. Men det gør han.

11. maj bliver den tidligere fisker, formand for fiskeriforeningerne i både Agger og Hanstholm, byråds-, regionsråds- og folketingspolitiker 90 år. CV’et er uden tvivl langt og indholdsrigt, for Svend Heiselberg er en aktiv mand med mange jern i ilden.

Fra fisker til forening

Det hele begyndte med fiskeri. Siden han var 15 år, har Svend Heiselberg fisket. I mange år foregik det fra Agger som krogfisker, hvor han bl.a. fiskede efter hajer, torsk og rødspætter. I Agger var han også formand for den lokale fiskeriforening, men det hele ændrede sig brat i 1967.

Der blev han opfordret til at rykke til den nye havn i Hanstholm for at blive formand for Hanstholm Fiskeriforening. Det betød et farvel til livet som aktiv fisker. Svend Heiselberg gik i land, blev formand og kastede sig ud i arbejdet med at udvikle fiskeriet i Hanstholm.

Dengang var der ingenting på havnen i Hanstholm. Fiskeriet skulle bygges op næsten helt fra bar bund, og formanden blev involveret i Sømandshjem, isværk, velfærdsbygninger, auktionshal og meget mere. God nok havde foreningen ikke mange penge, men med en god bank i ryggen fik de bl.a. et lån til plastickasser og etableret kassevask.

Udviklingen fortsatte gennem årene med ansættelse af konsulenter, etablering af en Fiskeriskole i Hanstholm og udvidelse af havnen med et bassin i 1977.

Politisk tæft

Mens Svend Heiselberg buldrede afsted med foreningsarbejdet, starte han også en samlecentral – og så kastede han sig over politikken. Det meste af sit liv har han været politisk aktiv for partiet Venstre.

Den politiske karriere begyndte i 1968 i kommunalbestyrelsen i Hanstholm, hvor han sad frem til 1981. Fra 1971 til 1978 var han også valgt til Viborg Amtsråd. Og så var der Folketinget, hvor blev valgt i 1979 og sad frem til 2005.

På Christiansborg var han både formand for markedsudvalget og kommunaludvalget. Det var dog som trafikordfører, han især gjorde sig bemærket. Sammen med kollegaer fra Socialdemokratiet og Konservative var Svend Heiselberg en del af den såkaldte, Trafikmafia, der arbejdede for motorvejsforbindelser i Jylland.

Efter Folketinget tog han endelig en tørn i det nye nordjyske regionsråd fra oprettelsen frem til 2018.

Stadig næse for fisk

I alle årene har Svend Heiselberg haft en stærk tilknytning til fiskeriet.

Derfor var det heller ingen overraskelse at se ham til generalforsamling i Hanstholm Fiskeriforening i marts i år. Han er stadig optaget af havnens udvikling og forholdene for fiskerne.

Og så fik han alle til at spidse øre og trække på smilebåndet, da han fra talerstolen konkludere, at meget ikke har ændret sig siden hans generalforsamlinger i 1970’erne. Fiskerne er blevet færre, men problemerne og kritikpunkterne er på mange måder de samme med skæld ud til myndigheder, fiskerikontrol, biologer og politikere. Meget er sket på Svend Heiselbergs 90 år, men nogle ting ændrer sig aldrig.

Stort tillykke med fødselsdagen.

Hirtshals-formand: Heunicke håner de mennesker, der har bygget byen

Heunicke langede ud efter fiskeriet i en hjemmelavet rap. Stærkt bekymrende og historieløst, lyder det fra Hirtshals-formand

Hirtshals-formand: Heunicke håner de mennesker, der har bygget byen

Heunicke langede ud efter fiskeriet i en hjemmelavet rap. Stærkt bekymrende og historieløst, lyder det...