Professor: CO2-reduktion vil først og fremmest komme fra mindre fiskeri

Det er urealistisk, at man med garn vil kunne fange de store mængder fisk, som i dag fanges med trawl

Foto: Cosmos Trawl.

Den klimagevinst, man opnår, hvis man holder fast i CO2-afgiften, vil først og fremmest komme fra, at der bliver mindre fiskeri.

– På den helt korte bane er den eneste markante mulighed for at reducere CO2-udledningen at begrænse fiskeriet, hvilket betyder mindre kvoteudnyttelse og en reduktion af landinger i danske havne, siger Peder Andersen, professor emeritus ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

– Det skyldes, at mulighederne for at omlægge fiskeriet og reducere anvendelsen af diesel på kort sigt er meget begrænsede. Derfor vil gevinsten først og fremmest komme fra, at der med en CO2-afgift vil blive mindre fiskeri, siger han.

– Man tager fejl, hvis man tror, at man med garn kan fange de samme store mængder, som i dag fanges med trawl. Det handler både om, at fangstmulighederne er nogle helt andre med garn, og at der ikke vil være økonomi i en omlægning for store dele af dansk fiskeri.

Derfor skal miljø- og klimagevinsterne vejes op imod de negative virkninger, det har på andre ting, f.eks. beskæftigelsen og regionale forhold. Det er i sagens natur en politisk afvejning, hvordan disse forhold skal vægtes over for hinanden, siger Peder Andersen.

Han understreger, at der er forskel på, hvad der er muligt på den korte og den lange bane.

– Det er klart, at der på den lange bane vil være teknologiske nyskabelser inden for brug af brændstof og fangstteknikker, der vil gøre omlægningerne mulige og økonomisk rentable, siger Peder Andersen.

– Udviklingen af disse er ikke uafhængig af incitamenterne til at bruge dem både inden for skibsfarten og mere snævert inden for fiskeriet.

Det er derfor, at økonomer generelt anbefaler afgifter, men også at det i specifikke tilfælde kan være relevant at støtte en omlægning, siger han.

Ny bestyrelse valgt i Bønnerup

På grund af uenigheder i Bønnerup Fiskeriforening har der været ekstraordinær generalforsamling

Ny bestyrelse valgt i Bønnerup

På grund af uenigheder i Bønnerup Fiskeriforening har der været ekstraordinær generalforsamling